Video : Tipsbladet
EM

Sportspsykolog: Sådan er næste fase for spillerne

Der venter en periode nu for de danske spillere, hvor man vil prøve at gøre det hele så almindeligt igen.

Christian Eriksens hjertestop på banen lørdag aften tog tydeligt hårdt på nogle af aktørerne i kampen mod Finland, og der har i den følgende tid været krisepsykologer til rådighed for landsholdets spillere og stab.

Torsdag venter der en ny kamp for danskerne, hvor man møder Belgien. Op til dét opgør vil man være i en ny fase, hvor man vil prøve på at få blandt andet træning til at være så normalt som muligt, fortæller Anders Flemming Bendixen, der er sportspsykologisk konsulent hos Team Danmark, i et interview med Ekstra Bladet.

Den slags er dog ikke nødvendigvis problemfri.

- Nogle rutiner kan blive udfordret undervejs, og der kan komme justeringer, der tager hensyn til situationen, men det virker til, at der er kompetente folk omkring til at lave de justeringer. Der er jeg fuld af fortrøstning, lyder det fra Bendixen.

Han peger endvidere på, at der nok vil være spillere, som stadig er påvirkede torsdag, og derfor vil det måske være endnu sværere for dem at finde fokus og spille fodbold på topniveau. Dermed er der ingen garanti for, at alt er i orden til den tid - og heller ikke det modsatte, fastslår sportspsykologen.

Anders Flemming Bendixen understreger derudover, at man ikke bare kan lave en 'Vi spiller for Christian'-ånd, da det kan skabe et endnu større pres på spillerne med tanke på, at det kan pege hen mod et 'hvad nu hvis vi taber?'.

Christian Eriksen lader til at have det godt efter omstændighederne. Læs mere om det her.