Video : Tipsbladet
Superliga

Transferplanen: Skal indkøb hjælpe kriseramte AGF?

Skal der købes spillere, og skal der sælges? Tipsbladet.dk analyserer løbende frem mod vinduets lukning de 12 Superliga-klubbers transferplaner. Her sættes fokus på AGF.

AGF-holdet har fået sig en overhaling i løbet af sommeren. Flere profiler er væk, mens en håndfuld mere eller mindre direkte afløsere er blevet hentet til, og der er tilsyneladende allerede blevet brugt  mange millioner.

Sæsonstarten har imidlertid været alt andet end prangende AGF, der endnu ikke har vundet en kamp og er i bunden af Superligaen. Kan det få AGF til at reagere på transfervinduet her til sidst?   

Vi sætter fokus på alle 12 Superliga-holds transferbehov – denne gang er der fokus på AGF.

Sommerens tilgange:
Frederik Brandhof (Viborg FF)
Mikkel Lassen (Skive IK, lejeaftale retur)
Oliver Lund (OB)
Jesper Hansen (FC Midtjylland)
Yann Aurel Bisseck (FC Köln, lejeaftale)
Anthony D'Alberto (Moreirense)
Dawid Kurminowski (MSK Zilina)
Eric Kahl (AIK)
Jing Machar Reec (Central Coast Mariners)

Sommerens afgange:
Kamil Grabara (Liverpool, lejeaftale retur)
Kevin Diks (Fiorentina, lejeaftale retur)
Mathias Jørgensen (New York Red Bulls, lejeaftale retur)
Daniel Arzani (Manchester City, lejeaftale retur)
Bubacarr Sanneh (Anderlecht, lejeaftale retur)
Casper Højer Nielsen (Sparta Prag)
Bror Blume (WSG Tirol)

Kommende kontraktudløb:
Daniel Gadegaard Andersen (30. juni 2022)
Jesper Juelsgård (30. juni 2022)
Oliver Lund (30. juni 2022)
Niklas Backman (30. juni 2022)
Alex Gersbach (30. juni 2022)
Jon Dagur Thorsteinsson (30. juni 2022)

Her kan der sælges:
Der er allerede blevet sagt farvel til en del spillere denne sommer i form af Casper Højer og Bror Blume samt en hel del lejesvende, så AGF vil nok helst undgå at lade flere profiler gå.

Jon Dagur Thorsteinsson er formentlig et af de navne, der er varmest på transfermarkedet. Islændingen er en af de største offensive profiler i den århusianske klub, og med kun et år tilbage af kontrakten skal der enten tænkes på salg eller forlængelse.

Ellers er der nogle af reserverne, der kan afskibes. Målmand William Eskelinen har slet ikke været med i truppen i denne sæson og kan sagtens afskibes, omend det vil efterlade med kun Jesper Hansen og 20-årige Daniel Gadegaard Andersen til posten mellem stængerne.

Milan Jevtovic har også fået mulighed for at lede efter en ny klub, meddelte sportschefen over Århus Stiftstidende tidligere på sommeren. 

Her kan der købes:
Det har været en travl sommer for AGF, der har hentet næsten lige så mange, som de har mistet, og næsten alle hullerne er lappet. Samtidig er der tilsyneladende blevet brugt store summer - på rygtebasis har Dawid Kurminowski og Eric Kahl kostet henholdsvis 7,5 og 11 millioner kroner.

Med det in mente er der ikke nødvendigvis lagt op til ret mange flere indkøb, men for at rette op på den skuffende sæsonstart kan der måske komme lidt. 

I offensiven er der eksempelvis ikke kommet nye kantspillere ind. Her var lejespillerne Mathias Jørgensen og Daniel Arzani ingen succes i foråret, og der kan sagtens blive hentet nyt blod ind som reserver for Gift Links og Jon Dagur Thorsteinsson. Især efter at sidste sommers tilgange Søren Tengstedt eller Milan Jevtovic heller ikke for alvor har slået igennem i Århus. Generelt har århusianerne haft mere end svært ved at finde hjælp til den position på det seneste. 

AGF har også blot scoret tre mål i sæsonen, hvilket er næstfærrest i Superligaen, og der kan altså være brug for lidt forstærkninger. 

Citatet:
Sportschef Stig Inge Bjørnebye til TV3 Sport den 22. august:

- Vi er godt tilfredse med, hvad status er lige nu, men vi følger selvfølgelig lidt med i, hvad der sker de næste dage. Vi har nogle ting, som vi undersøger, og som der er mulighed for. Gør vi noget nu, skal det være projekter, vi er 100 procent sikre på.

- Vi har undervejs i processen tabt nogle fodboldkampe, men det er ikke det, der afgør det. Vi må bare se, hvad de næste dage giver os.

- Jeg synes ikke, der er nogen grund til at gå konkret ind i det (positioner, red.). Det vil jeg hellere komme tilbage til, hvis der sker noget. Så kan vi forklare, hvad vi tænker.

Nøglepersoner:
David Nielsen, cheftræner
Stig Inge Bjørnebye, sportschef
Jacob Nielsen, administrende direktør
Lars Fournais, bestyrelsesformand