Video : Tipsbladet
1. division

Ejer skyder igen mod EfB-spillere: Uprofessionelt

Esbjerg-spillerne møder ingen forståelse hos klubbens ledelse. Ejernes talsmand kalder deres åbne brev uprofessionelt og siger, at det intet ændrer ved tilliden til cheftræneren.

Mobning, udskamning og trusler om fyring.

Det er bare nogle af anklagerne, som 21 spillere i Esbjerg fB retter mod cheftræner Peter Hyballa og hans stab. Men det gør ikke indtryk på klubbens amerikanske ejere. Over for JydskeVestkysten siger Paul Conway, der er talsmand for ejerne og medlem af bestyrelsen, at tilliden til Hyballa er intakt.

Samtidig skyder han tilbage mod spillerne.

- Det er så uprofessionelt, så jeg aldrig har oplevet noget lignende. Det kan aldrig blive spillerne, der kommer til at afgøre, hvem der skal spille, og hvem der skal være træner. Vores træner hedder Peter Hyballa, vi har fuldt tillid til ham, og det her ændrer intet ved det, siger Paul Conway til JydskeVestkysten og kalder samtidig spillernes opførsel for latterlig.

Udtalelsen kommer som reaktion på det åbne brev, som en næsten samlet spillertrup udsendt torsdag formiddag. I det gør de det klart, at de ikke mener, at Peter Hyballa har "hverken de fornødne faglige eller menneskelige egenskaber til at lede spillertruppen."

Foruden førnævnte mobning, udskamning og fyringstrusler siger spillerne, at træneren også ser bort fra råd fra klubbens læger og fysioterapeuter. 

Læs hele brevet her.