Video : Tipsbladet
Superliga

Niels Frederiksen: Det er noget rod

De danske topklubber testes langt mere for coronavirus end de øvrige hold i Superligaen.

FC Midtjylland har været hårdt ramt af coronaudbrud i truppen på det seneste, og der har også været smittetilfælde i Brøndby IF, hvor Andreas Bruus i sidste uge afleverede en positiv test.

Det er næppe tilfældigt, at der går flere i fælden hos topholdene end i de øvrige Superliga-klubber. Det mener Brøndby-træner Niels Frederiksen.

Brøndbys mestertræner fortæller, at de klubber, der repræsenterer Danmark i Europa, skal foretage langt flere tests end de resterende klubber i Superligaen. 

- Det er faktisk en ulempe for de danske hold, der spiller i Europa i øjeblikket, fordi de skal af hensyn til UEFA indføre nye tests – også selv om man er færdigvaccineret. Det skal de andre klubber ikke, og de kan jo lige så godt have smittetilfælde, som vi kan. Man finder dem bare ikke. Så det er lidt noget rod, siger Niels Frederiksen til tipsbladet.dk og slår fast:

- Men vi skal ikke brokke os, og vi glæder os til at spille Europa. Vi håber, vi undgår for mange coronatilfælde.

Brøndby IF måtte foruden Andreas Bruus også undvære Josip Radosevic i den seneste kamp mod Vejle Boldklub. Kroaten har ikke selv fået konstateret coronavirus, men han har været i nærkontakt med en smittet og har derfor været i isolation.

Josip Radosevic ventes dog at være tilbage på søndag mod FC København.

- Jeg har en forhåbning om, at han er klar på søndag. Vi tester ham løbende, og han er ude af karantænen nu her, men derfor skal han stadig testes. Det skal de jo alle sammen, fordi vi skal ud og spille europæisk, lyder det fra Niels Frederiksen. 

Brøndby IF skal i ilden i Europa første gang den 17. august, når de danske mestre møder Red Bull Salzburg i Champions League-playoff.