Video : Tipsbladet
Champions League

Messi og PSG revses: Det var spøgelsesagtigt

Paris Saint-Germain med stjernetrioen Messi, Neymar og Mbappé i front får en hård medfart i franske aviser.

Onsdag aften skete endelig det, som hele fodboldens verden har talt ned til i ugevis. 

Kylian Mbappé, Neymar og Lionel Messi startede sammen på banen, da Paris Saint-Germain mødte Club Brugge på udebane i Champions League. Det var ventet, at de stjernebesatte parisere ville feje gulv med det belgiske hjemmehold, men sådan gik det ingenlunde.

Club Brugge leverede en meget flot præstation og fik 1-1 med fra Champions League-premieren. Belgierne kunne sagtens have scoret flere mål. Det var til gengæld begrænset, hvad PSG's stjernetrio spillede sig frem til, og de får en hård medfart i de franske medier.

- Neymar og Messi var uskarpe på den sidste tredjedel og var ikke tilstrækkeligt involverede, skriver den store franske avis L'Equipe under overskriften "spøgelsesagtigt". 

La Parisien konstaterer, at Mpappé, Neymar og Messi sjældent evnede at finde hinanden, og at "MNM fortsat er et stort projekt".

Le Figaro analyserer Paris Saint Germains præstation med en vis ironisk distance.

- Med Lionel Messi, Neymar og Kylian Mbappé har PSG de tre bedste angribere i verden. Tre spillere, som får fansene til at drømme og forsvaret til at skælve - bortset fra at Club Brugges målmand ikke skælvede ret meget onsdag aften.

Det har Le Figaro fuldstændig ret i. Club Brugge-keeper Simon Mignolet fastslår, at han ikke ligefrem blev overanstrengt af kampen mod Paris Saint-Germain.

- Jeg havde ikke rigtigt specielt meget at se til. Vi spillede rigtigt godt som hold. Vi gav ikke chancer væk mod et hold, der har et utroligt angreb. Man kan ikke dække dem op én-mod-én, for de har så meget kvalitet til at rykke forbi dig. Vi forsøgte at forsvare os kollektivt ved ikke at give dem plads. Jeg lavede to-tre redninger, der ikke var særligt svære, siger Mignolet ifølge RMC Sport. 

Ander Herrera scorede PSG's enlige mål i Belgien.