Video : Tipsbladet
Superliga

AGF’er svarede kritikere: Håber, de fortsætter

Jon Dagur Thorsteinsson håber, at kritikerne fortsat vil snakke på sociale medier. Og han vil så svare igen med mål.

Kritikken haglede ned over Jon Dagur Thorsteinsson fra AGF, efter at århusianerne i sidste uge besejrede Silkeborg IF i ligaen.

Islændingen kom især i modvind, fordi han forsøgte at filme sig til kendelser flere gange i løbet af kampen, mens en særlig flabet gestus over for en modspiller i slutminutterne også kom i fokus. Han blev efterfølgende en af ugens allermest omdiskuterede spillere blandt fans og eksperter i Superligaen.

Mandag aften leverede Jon Dagur Thorsteinsson så et flot sejrsmål mod SønderjyskE, og efterfølgende blev han spurgt ind til, hvordan det var at svare sådan igen på kritikken.

- Det var sjovt. Jeg håber, at de fortsætter på sociale medier, og så svarer jeg dem sådan, sagde AGF-målscoreren til TV3 Sport med et stort smil.

Sejren var også AGF’s tredje i træk i Superligaen, og man kan godt mærke, at stemningen omkring klubben er blevet lidt bedre.

- Det er lidt anderledes end tre kampe siden, hvis jeg skal være ærlig. Vi har prøvet at være positive, selvom vi ikke vandt, så jeg tror, at omklædningsrummet er det samme, men man kan se forskellen hos fansene. Vi er alle glade, siger Jon Dagur Thorsteinsson.

En særlig detalje fra kantspilleren stjal også showet mandag aften mod SønderjyskE - læs mere om det i tipsbladet.dk's analyse af kampen her