Video : Tipsbladet
Benelux

Ajax-kaptajn roser Daramy: Han vil hjælpe os meget

Mohamed Daramy får ros fra holdkammerat, der har store forventninger til danskeren.

Mohamed Daramy skiftede i sommer fra FC København til Ajax, og her spår hollændernes anfører, Dusan Tadic, at den danske kantspiller går en stor fremtid i møde.

Hidtil har Ajax haft en forrygende sæson, hvor især offensiven har sprudlet med utrolige 35 mål på otte kampe, hvoraf syv er blevet vundet. Det giver et snit på over fire mål per kamp, og ovenpå den sæsonstart storroser anfører Dusan Tadic adskillige af sine holdkammerater i offensiven.

Ikke mindst fremhæves Mohamed Daramy, der hidtil står noteret for et mål i klubben, som fremtidens mand.  

- Ajax skal ikke være en 'one trick pony'. Vi skal være i stand til at angribe fra alle sider. Vi har mange forskellige våben. Med Sebastien Haller har vi nu en fysisk stærk angriber. Steven Berghuis bringer kvalitet på bolden og erfaring. Jeg forstår, hvis folk tænker på Hakim Ziyech (tidligere Ajax-stjerne, der nu spiller i Chelsea, red.), når de ser Berghuis spille: Skuddene, afleveringerne, venstrebenet. Det er rart, at han nu er Ajax-spiller.

- Og så har vi stadig en masse fart og driblere på kanterne med Antony, David Neres og Mohamed Daramy. Daramy er kun lige kommet til os, men han er ung, talentfuld og åben over for sine medspillere. Han vil hjælpe os meget i fremtiden, siger Dusan Tadic ifølge Het Parool.

19-årige Mohamed Daramy har fået en femårig aftale hos Ajax og står hidtil noteret for en enkelt scoring og en assist. Han kan få mere spilletid tirsdag aften, når klubben møder Besiktas i Champions League.

Se Mohamed Daramys første mål i Ajax i videoafspilleren øverst i artiklen.