Video : Tipsbladet
Champions League

I aften er de fjender: Det er naturstridigt

I PSG håber man til de sidste, at Lionel Messi kan blive helt klar til at møde sin gamle ven og manager Pep Guardiola i Champions League-braget mod Manchester City.

Både PSG og Manchester City er fortsat på jagt efter det første trofæ i Champions League, hvilket kun gør det ekstra interessant, at de to giganter er havnet i samme gruppe.

Tirsdag aften mødes de to i Paris, hvor bønnerne er mange i forhold til, at Lionel Messi bliver klar til at spille kampen oven på den skade, der har voldt argentineren problemer i den seneste tid.

Og netop Messis mulige retur til banen for PSG i kampen mod Manchester City sætter opgøret i et ekstra specielt lys.

- Det er fodboldens svar på et topmøde, der finder sted tirsdag aften i byernes by Paris. Et gensyn for gamle kendinge og tidligere sammensvorne ikke mindst Messi og Pep Guardiola.

- I 2008-09 var de to henholdsvis på og udenfor banen hjernerne bag det smukkeste fodbold i en fuldendt og perfekt sæson. Nu mødes de som rivaler og favoritter til at hente denne sæsons pokal med de store ører hjem til deres nye klubber for første gang, siger Viaplay-reporter Luna Christofi til tipsbladet.dk

I PSG-offensiven virker det indiskutabelt, at det bliver med Mbappé og Neymar på banen fra start. I timerne frem til kampen vil det først endelig blive afgjort, om Messi er klar nok til at spille fra første fløjt, eller om det bliver med en højre-kant med Julian Draxler, der i weekenden blev skiftet ind og scorede i 2-0-sejren over Montpellier i den franske liga, hvor PSG knusende sikkert fører an med maksimumpoint efter otte spillerunder.

- Jeg glæder mig afsindigt til kampen. Pep kender om nogen Leo Messi hele vejen rundt og viceversa. De var så eminente sammen i FC Barcelona-tiden. På en måde er det naturstridigt at se dem som rivaler, men det er også et møde, der vækker nostalgiske storminder frem, siger Luna Christofi.

Lionel Messi har efter sit opsigtsvækkende skifte fra FC Barcelona til den franske storklub i sommer blot spillet tre kampe - og den første scoring lader endnu vente på sig. Dog har træværket flere gange været i vejen for den nu 34-årige argentiner.

PSG spillede i første runde af CL-gruppespillet overraskende kun 1-1 mod Club Brugge imens at Manchester City i et rent målorgie vandt med 6-3 over RB Leipzig.