Video : Tipsbladet
Serie A

Målløs i år: Selvfølgelig bliver jeg irriteret

Den unge dansker har ikke scoret på klubplan i 2021, og det irriterer ham.

Mikkel Damsgaard var et af de helt store samtaleemner i dansk og international fodbold i sommer, hvor han med mål og oplæg viste sig godt frem ved sommerens EM for det danske fodboldlandshold.

Helt samme succes har han imidlertid ikke haft på klubplan for Sampdoria i år.

Selvom han har fået spilletid i samtlige af sæsonens kampe, har Damsgaard nemlig ikke scoret endnu. Faktisk har han ikke scoret i 2021 for klubben, og det irriterer, erkender den 21-årige kreatør over for TV 2 SPORT.   

- Selvfølgelig bliver jeg en smule irriteret over det, for jeg vil gerne score og lave flere assist, men det er ikke noget, jeg er bekymret for. Jeg er ikke bange for det, men selvfølgelig vil man altid lave mål og assist, siger det danske stjernefrø til TV 2 SPORT.

Mikkel Damsgaard står i alt noteret for blot to mål for Sampdoria, og det seneste var altså mod Crotone helt tilbage i december sidste år.

I øjeblikket er den unge offensivspiller samlet med resten af det danske landshold, der forbereder sig på to VM-kvalifikationskampe i den kommende uges tid. Danmark møder lørdag Moldova på udebane, inden de tirsdag tager imod Østrig.