Video : Tipsbladet
Superliga

Endelig godt nyt: Udskrevet fra hospitalet

FC Københavns Luther Singh er kommet hjem fra hospitalet. Han forventes tilbage på træningsbanen snart.

Det har nærmest været én lang nedtur for Luther Singh, siden han kom til FC København i sommer, men nu er der omsider lidt godt nyt om ham: Han er ikke længere indlagt på hospitalet.

FC København skriver på sin hjemmeside, at Singh er blevet udskrevet og kommet hjem, hvor han skal komme sig helt oven på sin sygdom. Det er endnu ikke offentligt kendt, hvad han fejler.

Til gengæld tyder det på, at Singh snart er helt ovre sygdommen. FCK skriver, at planen er, at han skal tilbage på træningsbanen med resten af holdet i næste uge.

Luther Singh har i sin korte FCK-tid kæmpet med at komme i den rette form, og i september kom han næsten en uge for sent tilbage fra en landsholdssamling, fordi der ikke var styr på hans pas.

Derudover er han blevet beskyldt for at være "en anelse kvabset". I sidste uge kom det så frem, at han var så hårdt ramt af en sygdom, at han måtte indlægges.

Selv om Singh ventes tilbage på træningsbanen i næste uge, er det tvivlsomt, om han får flere kampe i 2021. Der resterer således kun to runder af Superligaen og to runder af Europa Conference League-gruppespillet.