- Både OB og Lars Høgh fortjener bedre end det her

Bloggen kan også læses på "Stemmer fra Ådalen"

Sikke en uge, det har været i OB-universet. Lars Høghs bogudgivelse har fyldt alt, og der har ikke været meget fokus på hverken fynboernes Superliga-kamp fredag aften mod Viborg eller den spændende kontraktforlængelse med stortalentet Jakob Breum.

For Lars Høgh er noget særligt i og omkring OB, og når han ytrer sig om OB, bliver der spidset ører.

Og det har fyldt meget, at Lars Høgh på et tidspunkt for tre år siden savnede en hilsen fra klubben.

Som redaktør på Stemmer Fra Ådalen, der kun beskæftiger sig med OB, og som Lars Høgh-fan siden barnsben, har stormvejret omkring Høgh og OB også påvirket mig.

Og lad det være sagt med det samme: Dette blogindlæg er hverken et skriv, der har til formål at forsvare OB eller bidrage yderligere til kritikken af OB. Det er blot en replik. Fordi mit hoved har været fyldt med tanker om Lars Høgh gennem flere uger efterhånden.

Jeg er ulykkelig over hans sygdom, og jeg ærgrer og undrer mig over ugens stormvejr. Jeg har beundret Lars Høgh siden jeg var barn, og den dag, jeg som 10-årig vandt et frokostmøde med Høgh’en i en konkurrence, står stadig som en af de lykkeligste i mit liv.

Lars Høghs bogudgivelse har naturligvis fået stor opmærksomhed. I første omgang grund af hans inspirerende håndtering af sit sygdomsforløb. Og nu – i anden omgang – på grund af en sætning i bogen, der vedrører OB.

”Igennem hele perioden efter offentliggørelsen af min diagnose, hvor det strømmede ind med de sødeste tilkendegivelser fra nær og fjern og hilsner i tusindvis, fik jeg ikke så meget som en sms fra min gamle klub. Det var ikke, fordi jeg lå og savnede den og kun kunne fokusere på det, jeg ikke fik, frem for alt det gode, jeg fik. Slet ikke. Men jeg kunne ikke undgå at bemærke det,” skriver Lars Høgh i bogen.

Det er en markant melding, og det har været overraskende for mange at læse.

Det er også ubegribeligt, at OB ikke har kunne skabe en stærkere forbindelse til Høgh i tiden omkring sygdommens udbrud. Hvis Lars Høgh har haft den oplevelse, ligger skylden udelukkende hos OB – også selvom klubben rent faktisk offentliggjorde støttebeskeder til Lars Høgh på de sociale medier den dag, nyheden om hans sygdom blev offentliggjort.

Siden er forholdet mellem OB og Høgh også blevet styrket, er min klare oplevelse.

Man må også tro, at Lars Høgh gennem en række handlinger har tilgivet OB for længst – trods meldingen i bogen. Han er blevet klubambassadør i OB, han har stillet op til flere klubarrangementer i forbindelse med jubilæet for Miraklet i Madrid – ja, så sent som i december var han med i OB’s egen julekalender, hvor han sendte en hilsen til OB’s fans og opfordrede til at bakke op om klubben.

Mest sigende for mig er, at Lars Høgh i februar 2019 – nogle måneder inde i sit sygdomsforløb – mødte op på Odense Stadion og lod sig hylde af klubben, der opførte Høghens Mur bag den ene tribune. Ved den lejlighed holdt Lars Høgh en smuk tale, hvor han blandt andet sagde følgende:

”Kærligheden til min kone kan jeg sammenligne lidt med OB. Det har sgu ikke altid været lige nemt, men hjertet banker jo stadig for striwerne.”

Når man siger sådan noget, er man ikke bitter. Og i øvrigt er det jo noget man drikker, som Richard Møller Nielsen engang har sagt.

Jeg har selv været vært på et arrangement i 2019, hvor Lars Høgh stillede op og talte om sine største stunder med OB. Der var ingen bitterhed at mærke. Og Lars Høgh skriver i øvrigt selv i sin bog, at han ser forbedringer i OB’s måde at behandle klubbens legender på.

Derfor kan det undre, at meldingen om skuffelsen i 2018 har fyldt så meget de seneste dage. Jeg er også selv blevet nysgerrig på, hvad Lars Høgh mon tænker om den megen virak, den ene kritiske sætning har skabt. Det har næppe været i hans interesse at skabe uro. Sådan kender jeg ham ikke.

Det er værd at notere sig, at hele Høgh-bogprojektet har været en langstrakt og til tider rodet affære, idet det i første omgang var den fynske journalist Finn Tage Jensen, der for flere år siden begyndte at skrive bogen sammen med Lars Høgh for så at overdrage rettigheder og skrivearbejdet til forlaget Lindhardt & Ringhof og journalisten Jakob Kvist langt inde i processen.

Bogudgivelsen er flere gange blevet udskudt, og det er bemærkelsesværdigt, at Lars Høgh i forbindelse med sin bogreception tidligere på ugen har slået fast, at han ikke selv har læst bogen i sin helhed. Det er opsigtsvækkende.

Lars Høgh er i min og mange andres optik verdens flinkeste mand – et ry han har fået, fordi han stort set aldrig har udtalt sig kritisk om nogen eller noget. Derfor er jeg nysgerrig på, hvordan Lars Høgh mon har det med de mange overskrifter, vi har set i denne uge.

I min verden har både Lars Høgh og OB fortjent bedre; skal det være den ene sætning, hans bog og forhold til OB skal huskes for? Det synes jeg ikke.

Det ændrer imidlertid ikke på, at OB kunne have håndteret det hele bedre – og ugens historier har været salt i det sår, der er hos mange fynboer og OB-fans, siden Lars Høgh ikke fik forlænget sin kontrakt som målmandscoach i OB for fem år siden.

Dengang ønskede OB udelukkende at have en målmandstræner ansat på fuld tid – Lars Høgh havde kun interesse i at fortsætte som coach på et vist timeniveau – og det kunne OB ikke acceptere.

Hvorfor kunne daværende sportschef Jesper Hansen ikke se fornuften i at holde på Høgh? Hvorfor skred den øverste ledelse med bestyrelsesformand Thorborg ikke ind? Det er et mysterium, der med god grund må martre OB. I stedet har Høgh haft en rolle som konsulent i bl.a. Brøndby.

Det er stadig ufatteligt, at Lars Høgh ikke kunne fortsætte i OB i en eller anden rolle – også selvom klubben råderover en af landets bedste målmandstrænere i Lars Bjerring. Høghens koncept handler netop om, at der er en fuldtidstræner ansat SAMMEN med Høgh som coach på deltid.

Det er stadig en mærkelig oplevelse at være til kampe på Odense Stadion, hvor OB-legender som Anders Møller Christensen, Carsten Dethlefsen og flere andre stolte navne er på plads hver eneste gang – men det største OB-navn af alle er der ikke.

Det skulle aldrig være kommet dertil, og jeg ved fra samtaler med ledende figurer i OB, at det gør ondt mange steder i klubben.

Alt dette skal med i ligningen, når man skal forstå de stærke reaktioner, der har været i denne uge på Høghs melding i bogen.

OB har fået berettigede hug for i de seneste dage, men det fra min stol vigtigt at huske nuancerne og proportionerne. OB får muligvis svært ved at ryste det her af sig– selvom klubben jo altså HAR hyldet Lars Høgh i flere sammenhænge de senere år.

Jeg ved også, at der arbejdes på yderligere hyldest – mere end bare den hilsen, man vil se på stadion fredag aften i forbindelse med Superliga-kampen mod Viborg.

Jeg er bekendt med, at der har været en positiv dialog mellem OB og Høgh gennem en stor del af 2021 med henblik på flere tiltag.

Begge parter har ifølge mine oplysninger interesse i en stærkere forbindelse mellem OB og Lars Høgh, og drømmen i OB er at markere Høghens betydning for klubben yderligere.

Det er trods alt et sundhedstegn, og det bør man have med, når man slentrer ned ad Rabalderstræde i disse dage.

OB har trods alt rykket sig i en bedre retning, hvad angår varetagelsen af klubbens historie, arv og kultur.

Man så det senest, da det lykkedes at få en stor gruppe af OB-legender til igen at stille op for OB og vinde et Old Boys-mesterskab til klubben for nylig. Så der er folk i organisationen, der tager dette meget alvorligt. Det siger torsdagens beklagelse fra bestyrelsesformand Niels Thorborg også noget om.

Når først Thorborg kommer på banen med et statement, ved man, at det er alvorligt.

OB har beklaget fortidens synder, og det er som bekendt svært at ændre på fortiden. Men selvom OB i visse perioder har kvajet sig, er der håb om en happy ending mellem Fyns største fodboldklub og Fyns største fodboldnavn, der har delt så mange gode stunder sammen.

Det vil være frygteligt, hvis man ikke lykkes med at lave en stor hyldest på bagkant af alt denne palaver, for både OB og Lars Høgh fortjent.

Det har ikke altid været lige nemt, men der er stadig et hjerte, der banker.

ndlægget er skrevet af Stemmer Fra Ådalens redaktør Martin Davidsen. Martin Davidsen har mere end 10 års erfaring som fodboldjournalist og har udgivet fire bøger om fodbold – herunder bogen ‘Miraklet i Madrid’ om OB’s sejr over Real Madrid i 1994. Følg Martin Davidsen  på twitter her.

Fotoet til denne artikel er fra Lars Høghs bog “Der er et antal på alt” – udlånt af Forlaget Lindhardt og Ringhof.