Video : Tipsbladet
Bundesliga

Dortmund haler ind på Bayern München med sen sejr

Anfører Marco Reus blev matchvinder, da Dortmund slog Stuttgart 2-1 på hjemmebane.

Dortmund er blot ét point efter Bayern München i toppen af Bundesligaen.

Det står klart, efter at Dortmund lørdag udnyttede Bayerns 1-2-nederlag til Augsburg fredag.

Hjemme slog Dortmund danskerklubben Stuttgart med 2-1 efter et sent matchvindermål af anfører Marco Reus.

Bayern München og Dortmund har henholdsvis 28 og 27 point efter 12 kampe. Freiburg har på tredjepladsen 22 point efter 11 kampe.

U21-landsholdsspilleren Nikolas Nartey blev skiftet ind for Stuttgart i anden halvleg, mens Wahid Faghir så hele opgøret fra bænken.

Uden den skadede norske angriber Erling Haaland havde Dortmund et stort spilovertag, men holdet sled i den grad med at gøre sig selv farlig i første halvleg.

Stuttgart havde i stedet den største chance efter 38 minutter, men Dortmund-keeper Gregor Kobel hev en glimrende redning ud af ærmet, da angriberen Tanguy Coulibaly forsøgte sig med et yderligt forsøg.

Dortmund moste videre i anden halvleg, og efter 55 minutter kom forløsningen.

Den hollandske landsholdsangriber Donyell Malen sparkede til kuglen fra buekanten og blev med hjælp af en afretning målscorer for første gang i Bundesligaen i sit 12. forsøg.

Føringen holdt syv minutter, inden Stuttgart slog kontra efter et boldtab, og midtbanespilleren Robert Massimo udlignede efter at have snydt den rutinerede stopper Mats Hummels med en god dribling.

Forsvarsspilleren Manuel Akanji knaldede et forsøg på overliggeren efter 67 minutter, men Dortmund måtte vente på sejrsmålet.

Efter 85 minutter slog Dortmund kontra efter et hjørnespark. Belgiske Thorgan Hazard afsluttede og fremtvang en ripost, som Marco Reus daskede i nettet.

Landsholdstrioen Robert Skov, Jacob Bruun Larsen og Yussuf Poulsen sad alle ude med skavanker, da Hoffenheim hjemme slog RB Leipzig med 2-0.

Venstrebacken Jacob Barrett Laursen spillede til gengæld de første 66 minutter for Armenia Bielefeld, der hjemme smed en 2-0-føring og spillede 2-2 med Wolfsburg.

Den blot 16-årige danske U19-landsholdsspiller Zidan Sertdemir så fra bænken Leverkusen besejre Bochum med 1-0.

/ritzau/