Det lærte vi af Champions League: Storklubberne sikrede sig førstepladserne
Foto: Getty Images
Champions League

Det lærte vi af Champions League: Storklubberne sikrede sig førstepladserne

Både Juventus, Manchester City og Bayern München sikrede sig et gunstigt udgangspunkt forud for mandagens lodtrækning til ottendedelsfinalerne.

Tirsdag og onsdag blev der spillet om de sidste pladser i ottendedelsfinalerne, og her ser vi nærmere på de vigtigste svar, som denne uges Champions League-kampe gav os.

Topklubber klarede skærene - med mere eller mindre besvær
Både Bayern München, Manchester City og Juventus havde allerede inden sidste runde spillet sig videre, men manglede stadig at sikre sig førstepladsen i deres respektive grupper.

For tyskernes vedkommende ville et enkelt point være nok imod Ajax, men det var alligevel tæt ved at gå galt, da hollænderne med otte minutter igen bragte sig foran med 2-1. Bayern München scorede herefter to hurtige kasser, men indkasserede igen i overtiden. Førstepladsen blev således sikret, men det var ikke helt overbevisende at indkassere tre mål.

Juventus kan takke Valencia for, at italienerne fik lov til at beholde førstepladsen i gruppe H. Cristiano Ronaldo og holdkammeraterne tabte nemlig på overraskende vis til schweiziske Young Boys, der ellers intet havde at spille for. Men da Manchester United samtidig tabte på Mestalla, er Juventus videre som etter.

Manchester City var også lidt i problemer, da Hoffenheim tidligt bragte sig foran på Etihad Stadium, men to kasser af Leroy Sané sikrede, at resultatet i Shakhtar-Lyon-kampen var ligegyldigt.

Liverpool er som nat og dag ude og hjemme
Jürgen Klopps hold var bedre end Napoli tirsdag aften, og italienerne kunne således ikke gøre indvendinger imod, at det blev hjemmeholdet, der spillede sig videre. Liverpool gik dog kun videre, fordi de havde scoret ét mål mere end Napoli i gruppespillet, og det må siges at være en beskeden margin. 

Det er selvfølgelig ligegyldigt nu, hvor Liverpool har klaret skærene. Men Jürgen Klopp skal nok alligevel forsøge at finde ud af, hvorfor hans hold kun har formået at hente point hjemme på Anfield i gruppespillet. Her hentede man ni point og en målscore på 8-2. På udebane blev det til nul point og en målscore på 1-5. 

Liverpool sluttede som toer i gruppen, og risikerer således at trække klubber som FC Barcelona og Juventus, når der på mandag trækkes lod til ottendedelsfinalerne. Englænderne spiller desuden returopgøret på udebane, og til den tid vil Klopp håbe, at han har løst Liverpools udebanekompleks i Europa.

Tottenham med utroligt comeback
Da Inter halvvejs efter to runder stod med seks point, mens Tottenham havde nul point, var der ikke mange, der spåede englænderne en chance. Især ikke efter at Tottenham i tredje runde også kun fik 2-2 imod PSV Eindhoven.

Tottenham tog sig dog alvorligt sammen i anden halvdel af gruppespillet, hvor man i alle tre kampe slog til i løbet af de sidste ti minutter, og dermed skrabede syv point sammen. Samtidig skal Tottenham sende en kærlig tanke til PSV Eindhoven, som på overraskende vis formåede at få 1-1 mod et nervøst Inter-hold tirsdag aften. 

Tottenhams comeback på bekostning af Inter fuldbyrdede en aften, hvor engelsk fodbold i den grad sendte de italienske klubber ud i mørket.