Efter kritik af dommer: Jürgen Klopp skal betale 385.000 kroner i bøde
Foto: Getty Images
Generelle

Efter kritik af dommer: Jürgen Klopp skal betale 385.000 kroner i bøde

Tyskeren mente, at dommeren forsøgte at kompensere West Ham efter at han havde godkendt et tvivlsomt Liverpool-mål.

Jürgen Klopp er en passioneret herre, og nogle gange løber temperamentet af med den tyske træner. 

I december måtte Liverpool-træneren således betale en bøde på knap 70.000 kroner, fordi han løb ind på banen efter Divock Origis sejrsmål mod Everton. Og nu må Klopp igen til lommerne.

Denne gang er det en kommentar om en dommer, der har kastet en bøde af sig. Da Liverpool i januar måtte nøjes med 1-1 mod West Ham, var Jürgen Klopp ikke med tilfreds med dommeren Kevin Friend. Tyskeren mente, at Friend lod sig påvirke af, at han havde godkendt Liverpools mål, der ellers så ud til at være offisde. Ifølge Klopp forsøgte dommeren i resten af opgøret at kompensere West Ham for denne kendelse.

- Jeg hørte, at vores mål var offside. Jeg er ret sikker på, at dommeren var klar over det, lød det ifølge BBC fra Klopp dengang.

Det engelske fodboldforbund anklagede efterfølgende Klopp for hans kommentarer, der 'såede tvivl om dommerens integritet og/eller bias.' Og nu er fodboldforbundet, ifølge BBC, nået frem til, at Klopp skal betale en bøde på 385.000 kroner for sin kommentar.

Sadio Mané havde bragt Liverpool foran i en situation, hvor James Milner var i offside i opspillet.