Chefredaktør inden kvartfinale mod Juve: Derfor er Ajax tilbage på toppen
Foto: Getty Images
Generelle

Chefredaktør inden kvartfinale mod Juve: Derfor er Ajax tilbage på toppen

Ajax er for første gang siden 2003 klar til kvartfinalerne i Champions League, og i aften skal hollænderne forsøge at få neutraliseret Cristiano Ronaldo og Juventus. Men hvad er årsagen til Ajax' store succes i denne sæson? CLBOLD har talt chefredaktøren for et stort hollandsk fodboldmedie, som fortæller om klubbens nye strategi, der tydeligvis har båret frugt.

For første gang i 16 sæsoner står Ajax i en kvartfinale i Champions League, når Juventus i aften gæster Johan Cruijff Arena.

Erik ten Hags tropper imponerede i efterårets gruppespil, men det var i 1/8-finalen mod Real Madrid, at tv-seere verden over for alvor fik øjnene op for Ajax' kvaliteter. Hollænderne bankede som bekendt de seneste tre sæsoners europæiske mestre med 4-1 på Bernabéu efter en fænomenal indsats.

Men hvad er der sket i Ajax, siden at tingene i den grad kører på skinner i denne sæson? CLBOLD har talt med Jurgen van der Hoeven, som er chefredaktør på det hollandske fodboldmedie VoetbalPrimeur.nl, for at få svar på dette spørgsmål.

Bruger mange flere penge
Jurgen van der Hoeven erkender, at det er overraskende, at Ajax nu er blandt de sidste otte i Europa.

- Men det er heller ikke sådan, at succesen er kommet fra den ene dag til den anden. Ajax nåede Europa League-finalen for to år siden, lyder det fra chefredaktøren.

Det er dog ikke helt tilfældigt, at tingene kører for Ajax nu, slår van der Hoeven fast. Klubben har således ændret sin strategi markant, forklarer han.

- Ajax er den rigeste klub i Holland, men før i tiden var klubben mere forsigtig med at bruge penge. Det har ændret sig nu. Før var der et lønloft i klubben. På et tidspunkt ville Ajax ikke betale mere end én million euro (7,5 millioner kroner) om året i løn til en spiller. Det er også ændret nu. Ajax har besluttet sig for at bruge flere penge, også på spillerindkøb. De betalte 120 millioner kroner for Daley Blind for eksempel. Det gør det mere attraktivt at komme til Ajax og blive i Ajax.

- Spillere som Dusan Tadic og Daley Blind kom fra Premier League til Æresdivisionen. Kæmpe transfers! En spiller som Hakim Ziyech ønskede at skifte i sommer, men efter hans skifte til Roma gik i vasken, lykkedes det Ajax at overtale ham til at blive, ved at tilbyde ham en ny og forbedret kontrakt.

Ifølge Jurgen van der Hoeven går Ajax' nye strategi ud på at sammensætte en spillertrup, der er en blanding af spillere fra klubbens eget akademi og så mere rutinerede spillere.

- Og gerne rutinerede spillere, der har en fortid i Ajax. Navne som Jan Vertonghen og Toby Alderweireld har været nævnt i de seneste måneder, men de er ikke interesserede, fordi de mener, at det er for tidligt at vende tilbage.

Har det svært mod defensive hold
Mens Ajax er flyvende i Europa i disse år, har det været anderledes udfordrende i den hjemlige liga. Det seneste mesterskab kom i 2014, og lige nu fører Ajax kun Æresdivisionen, fordi man har en bedre målscore end PSV Eindhoven, som smed point i weekenden. Hvordan kan det være, at Ajax har svært ved at blive hollandske mestre, når de klarer sig så godt i Europa?

- I mine øjne er der tre årsager. Først og fremmest forsvarer de fleste andre hold i Æresdivisionen sig imod Ajax. Ajax er et hold, der gerne vil spille fodbold, og som præsterer bedst, hvis der er plads at spille på. De kan bedst lide at møde et hold, der også spiller offensivt, som for eksempel Real Madrid. Sådan er det ikke i Æresdivisionen, og derfor har de det svært, siger Jurgen van der Hoeven.

- Derudover smider PSV meget få point. Ajax kan nå 86 point, hvis de vinder deres næste fem kampe. Da Ajax senest vandt titlen i 2014, var det med 71 point. 

Chefredaktøren forklarer desuden, at Ajax-spillerne virker ekstra opsatte i Champions League-kampene.

- Ajax-spillerne er i stand til at spille over evne i de store kampe. De imponerede i begge kampe mod Bayern München og begge kampe mod Real Madrid. PSV er et meget mere robust hold: Meget mindre attraktivt, og med spillere, der er mindre tekniske og talentfulde - selvom Hirving Lozano og Steven Bergwijn er store talenter. I Æresdivisionen er det ikke noget problem, men PSV havde ikke en chance i gruppen mod Barcelona, Tottenham og Inter. Det er i de europæiske kampe, at man kan se den egentlige klasseforskel på Ajax og PSV.

Svær tid for Dolberg
Set med danske briller det selvfølgelig yderst interessant, at Ajax er kommet så langt i Champions League i denne sæson. Men hvordan ser man i fodbold-Holland på Kasper Dolberg og Lasse Schöne?

- Kasper Dolberg har det svært for tiden. Han var utrolig i den sæson, hvor Ajax nåede Europa League-finalen, men siden han kom tilbage fra sin skade, har han haft det svært. Selvom han har scoret ti mål i 20 ligakampe i denen sæson, har medierne og fansene været efter ham. Ajax-træner Erik ten Hag foretrækker en gang imellem Klaas-Jan Huntelaar. I de store kampe vælger ten Hag ofte 'den europæiske model' med Dusan Tadic som falsk nier. 

- Lasse Schöne er en meget respekteret spiller i Ajax. Han er den udlænding, der har spillet flest kampe for Ajax nu. Schöne er ikke den mest iøjnefaldende Ajax-spiller, men han gør sit arbejde, og han er virkelig farlig på frispark, som vi så i Madrid. Jeg ser ham lidt som en 'Mr. Ajax' i øjeblikket. Han kom til klubben på en fri transfer i 2012, og forventningerne var lave. Han tilkæmpede sig en plads på holdet, og har aldrig givet slip igen. År efter år finder han vej ind i startopstillingen, og det fortjener han ros for. Den eneste kritik mod ham er, at han er for langsom i de store europæiske kampe. Mod Real Madrid spillede han dog virkelig godt. Hans kontrakt løber til 2020, og der er option på et år mere. Jeg vil ikke blive overrasket, hvis han får et andet job i Ajax, når han indstiller karrieren.

Vil ikke sælge alle profilerne
Forud for aftenens kvartfinale mod Juventus er der i fodbold-Holland en del pessimisme, når det kommer til Ajax' chancer for avancement.

- Efter lodtrækningen var der mange, der sagde, at det var den værst tænkelige modstander. Juventus er et meget organiseret hold, som ikke vil give Ajax lige så meget plads, som Real Madrid gjorde, siger Jurgen van der Hoeven. 

Chefredaktøren fortæller desuden, at historierne om Matthijs De Ligts potentielle skifte til Barcelona fylder mere end alle andre historier i fodbold-Holland for tiden. Men der er også en debat om, hvorvidt Ajax' sæson på trods af den europæiske succes må betegnes som en skuffelse, hvis PSV vinder det hollandske mesterskab.

Med salgene af Matthijs De Ligt og Frenkie de Jong ligner Ajax et svækket mandskab frem imod næste sæson. Og de to profiler er ikke de eneste, der er på vej væk.

- Der er mange spekulationer om, hvilke Ajax-spillere, der skifter til sommer. Edwin van der Sar, Ajax-direktør, har sagt, at man ikke har tænkt sig at sælge 7-8 spillere. Andre Onana (førstemålmanden, red.) har lige forlænget, og det samme har Mazraoui (førstevalget på højrebacken, red.). 

- Det er ikke nogen overraskelse, at de store klubber følger Ajax, når det går så godt for dem i Champions League. Der er også mange spekulationer om Hakim Ziyech og Nicolas Tagliafico. David Neres er også rygtet væk. Der vil helt sikkert blive solgt flere spillere end de Jong og De Ligt, men Ajax lader ikke dem allesammen gå. Van der Sar har sagt, at Ajax vil have en trup, der både kan præstere nationalt og internationalt i næste sæson. 

Du kan læse optakten til kvartfinalen mellem Ajax og Juventus her