Video : Tipsbladet
Generelle

Tidligere Real-præsident: Umuligt for Bale at blive i Madrid

Gareth Bale sad søndag på bænken i det, der kunne have været hans sidste kamp for Real Madrid. Og ifølge den tidligere Real Madrid-præsident Ramon Calderon er der absolut ingen fremtid i klubben for waliseren.

Real Madrid rundede søndag en katastrofal sæson af med 2-0-nederlag hjemme mod Real Betis - og Gareth Bale sad på bænken fra start til slut.

Der har været tonsvis af spekulationer om waliserens fremtid, og efter opgøret mod Real Betis fortalte cheftræner Zinedine Zidane, at Bale simpelthen ikke passer ind i spillestilen.

Ingen opbakning fra træneren
Og ifølge Real Madrids tidligere præsident, Ramon Calderon, er der ingen vej tilbage for Bale.

- Zidane er ikke glad for ham. Det er et forhold, der vil blive afsluttet. Det ser ud til, at det var hans sidste kamp for Real Madrid. Da Zidane stoppede sidste år, mente han, at det var vigtigt at beholde Ronaldo, og istedet sælge Bale. Og det valgte de ikke at gøre, lyder det ifølge BBC Sport Wales fra Calderon.

- Det ser ud til, at det er umuligt for ham her, på grund af træneren og forholdet til fansene. De mener ikke, at han er dedikeret. Og det er et problem. Det bedste for ham vil være at skifte. Han bør gribe muligheden, hvis den opstår.

Udlejning er en mulighed
Gareth Bale er igennem længere tid blevet sat i forbindelse med et skifte til Premier League, hvor Manchester United og Tottenham er blevet nævnt som mulige destinationer.

- Måske bliver han udlejet. Det er et problem, når træneren og spilleren ikke kan enes. Man er nødt til at overveje alle muligheder, for at finde en løsning. Lønnen er problemet. Det er en høj løn. Siden begyndelsen har han ikke været heldig i Madrid. Fansene troede, at han ville være bedre end Ronaldo, på grund af hans pris. Og det var umuligt. Det er en skilsmisse, der er svær at løse. De vil udleje ham eller sælge ham, muligvis for et lavt beløb.