Video : Tipsbladet
Europa League

Handlen er gået i stå: United og Sporting er 120 millioner fra hinanden

Bruno Fernandes' fremtid ser efterhånden ud til at forblive i hjemlandet.

Det så får en uges tid siden ud til, at Manchester United og Sporting Lissabon var ved at være meget enige om, at Bruno Fernandes skulle fra Portugal til England. Det er dog ikke blevet til noget endnu, og det skyldes problemer med at finde prisen på spilleren.

Det skriver engelske Sky Sports.

Her forlyder det, at man i princippet var enige om en pris på omkring 490 millioner kroner, men da Manchester United hørte, at portugiserne var i økonomiske problemer, sendte de et officielt bud på spilleren, som var et godt stykke under. 

Her skulle der være tale om et bud på 370 millioner kroner, som altså har fået forhandlingerne til at gå i stå. Dermed er der nu cirka 120 millioner kroner mellem de to klubber.

I sidste uge skulle både agenten Jorge Mendes, Sportings præsident Frederico Varandas og sportsdirektør Hugo Viana have været i Manchester for at færdiggøre aftalen med Manchester United-bossen Ed Woodward. Det endte dengang med, at man troede, at man havde en handel på plads. Det havde man dog ikke.

Bruno Fernandes har spillet i Sporting Lissabon siden 2017, og han har i løbet af karrieren også spillet for Sampdoria og Udinese. Endvidere har han spillet 19 landskampe for Portugal.