Video : Tipsbladet
Champions League

Hævnens time for City, Messi og Ronaldo

Messi, Ronaldo og Manchester City har noget at bevise i den bizarre og fede CL-slutrunde, vi skal se de næste uger.

Selvfølgelig er der noget ved at vinde Champions League, selvom coronavirussen har smadret turneringen.

Det bliver stensikkert mere tilfældigt, hvem der vinder, når kvartfinaler og semifinaler spilles i en enkelt kamp på neutral bane i Portugals hovedstad Lissabon.

Men det bliver da i det mindste nyt for dem, der klager over, at Champions League er blevet forudsigelig.

I den slutrunde, CL-afslutningen bliver, er der en større chance end i mange år for, at en lille klub som Atalanta kan gå i finalen.

Citys hævn
Det er dog en endnu vildere angrebsmaskine end Atalantas, der tager overskrifterne, nemlig Guardiolas Manchester City.

Jeg siger ikke, deres forsvar var ringe, men... come on.

De har allerede købt Bournemouths dygtige Nathan Aké, og de har en 2-1-sejr fra Madrid med til returkampen.

Angrebsmaskinen er stadig intakt og fænomenalt god, og napper de Real Madrid, er der kun to kampe til finalen.

City vil give den fuld hammer, og vi taler også en klub, der er på krigsstien.

De blev kylet ud af de to næste sæsoner i Champions League for at have snydt med regnskaberne til UEFA og Financial Fair Play-reglerne.

City fik omstødt udelukkelsen på det, mange opfatter som en teknikalitet, mens man i Citys ledelse er overbevist om, at resten af fodboldverdenen er ude efter City.

‘Os mod dem’ er mentaliteten, og det gør næppe City mindre farlige på banen.

Svækkede Juventus
Også i Torino og Barcelona er der noget at bevise.

Juventus spillede pivringe i deres første kamp mod Lyon, der ellers har haft deres ringeste sæson i 24 år.

I husker måske, at Cristiano Ronaldo og Paulo Dybala blev fanget af et tv-kamera i tunnellen i pausen, hvor de brokkede sig over det ringe midtbanespil.

De havde fuldstændig ret, men det hjælper jo ikke på, at det her ligner det svageste Juventus-hold i mester-æraen siden 2012.

Det var meningen, man skulle vinde Champions League båret frem af Cristiano Ronaldo og med kæderygeren Sarri på bænken. I stedet er man i fare for at ryge ud til nummer syv fra den franske liga. Krise, når man samtidig har et af Europas ældste hold, og samtidig en oplagt mulighed til, at

Cristiano Ronaldo tager kappen på og flyver hjem til Portugal og CL-slutrunden med hele klubben på ryggen.

Viceværten Messi
Men værst er situationen for FC Barcelona og Lionel Messi.

De kan stadig vinde El Champions, ja de skal faktisk, for ellers kan helvede bryde løs.

Messi har spillet fremragende, men han og Luis Suárez minder efterhånden mest af alt om to viceværter på et ældgammelt hotel, hvor nye designermøbler og maling hver sommer ikke kan skjule, at rotterne har overtaget køkkenet og taget kun bliver holdt oppe af gamle toiletruller bundet sammen med rigelige mængder gaffatape.

Barcelona har spildt Lionel Messis bedste år på at lede efter Neymars afløser.

Og i mellemtiden er holdet blevet svagere og svagere, kun holdt oppe af Messis genialiteter, Suárez' helhjertede arbejdsindsats, selvom han har toppet og falder i niveau, og så et par opmuntrende unge indhoppere i Ansu Fati og Riqui Puig, der måske bliver til noget men stadig er langt fra at være på Champions League-vinderniveau.

Hvis den lille troldmand fra Rosario nogensinde skulle få nok, kunne det være nu, hvis man igen brager ud af Champions League, ikke har penge til at gøre noget som helst fornuftigt på transfermarkedet, og for eksempel Manchester City, United, Paris eller Bayern kom med et godt tilbud.

Der er igen denne sommer endeløse spekulationer om, at Messi træder ud af sin kontrakt, som han ret til efter hver sæsonafslutning, og hvis han skal bringe sig selv i en bedre position med en stærkere trup og ledelse omkring sig, og dermed også give sig selv lidt mere medvind frem mod sidste forsøg på at vinde VM-titlen om to års tid i Qatar som 35-årig, så skal han faktisk skifte nu.

Messi kan også selv hjælpe til ved at vinde i stedet for at fade ud, når sæsonen er på spil. Ingen sagde, at det er nemt at være supermand, eller at der bliver stillet rimelige krav til én, der arbejder for en klub, der er i opløsning.

Hævnens time er inde i Champions League, og de næste dage vil vise, hvem der har noget at have revanchelysten i.

Troels Bager Thøgersen er chefredaktør på Tipsbladet.