Video : Tipsbladet
Generelle

Blev kaldt horeunge: Nu reagerer Figo på Perez-sviner

Luis Figo er blandt de tidligere Real Madrid-stjerner, der er blevet svinet til af Florentino Perez i en række lækkede lydfiler. Portugiseren har nu kommenteret svineren fra Real Madrid-præsidenten.

Der er i den seneste tid blevet lækket en række lydoptagelser, hvor Real Madrid-præsident Florentino Perez tilsviner en lang række klublegender. 

Perez har således kaldt Raúl González og Iker Casillas 'bedragere', mens Cristiano Ronaldo har fået prædikatet 'idiot'. I den seneste lækkede optagelse var det så Luis Figo, der blev kastet under bussen, idet den portugisiske legende af Florentino Perez blev omtalt som en 'hijo de puta', hvilket på dansk kan oversættes til 'horeunge'. Det skriver Voetbalzone.

Har modtaget undskyldning
Tirsdag blev der så spillet en opvisningskamp mellem tidligere stjerner fra Real Madrid og Barcelona, og efter opgøret blev Luis Figo så spurgt til svineren fra Florentino Perez, der i optagelsen fra 2006 havde anklaget portugiseren for at skabe uro i omklædningsrummet. 

- Jeg mener, at udtalelser, der stammer fra en privat samtale, kan blive taget ud af kontekst. Som sagt var det en privat samtale, og Perez har allerede undskyldt, så for mit vedkommende er sagen lukket, lød svaret, ifølge Marca, fra Florentino Perez. 

Ifølge Florentino Perez er det hans involvering i det kritiserede Super League-projekt, der har resulteret i lækket af lydfilerne, der altså har sat Real Madrid-præsidenten i relativt dårligt lys i de seneste ugers tid. Læs mere om det her