Video : Tipsbladet
Generelle

Frustreret Pochettino: Må undvære superstjernerne

Lionel Messi har blot spillet 190 minutters Ligue 1-fodbold efter skiftet til Paris Saint-Germain, og heller ikke i aftenens hjemmekamp mod Angers kommer argentineren til at spille.

Lionel Messi står noteret for 474 mål i La Liga, men her to måneder efter skiftet til Paris Saint-Germain har argentineren stadig ikke formået at score i Ligue 1.

Og det kommer heller ikke til at ske i denne weekend. Messi kommer således slet ikke i aktion, når Paris Saint-Germain tager imod Angers. Mauricio Pochettino må således undvære Lionel Messi, Neymar, Angel Di Maria og Leandro Paredes, der sent torsdag var i aktion i den sydamerikanske VM-kvalifikation. Og det er Pochettino en smule træt af.

- Det er ikke altid nemt, og det er frustrerende, når man ikke har alle til rådighed til en kamp. Men det er sådan, det er. Vi har en bred trup, og det vil være en mulighed for at vise sig frem og udvikle sig for de spillere, som får chancen på banen, lyder det således, ifølge ligue1.com, fra Pochettino.

Heller ikke Sergio Ramos kommer i aktion mod Paris Saint-Germain. Den spanske veteran har endnu ikke optrådt for sin nye klub, men Pochettino har ikke opgivet håbet for den skadede forsvarsspiller.

- Jeg har ingen tvivl om, at Sergio Ramos vil vende tilbage til sit bedste niveau. For en fodboldspiller er det ikke en nem situation. Han lider, fordi han ikke er i stand til at spille, men mentalt er han stærk. Han har klubbens opbakning i forhold til at komme gennem det, og vi håber på at se ham i aktion snart, lyder det således fra Pochettino.

Paris Saint-Germain ligger nummer ét i Ligue 1, hvor pariserne efter otte sejre på stribe senest tabte med 2-0 til Rennes.