Video : Tipsbladet
Superliga

Afsløring: FCM sælger supertalent til Bayern

Tipsbladet kan afsløre, at FC Midtjylland sælger supertalentet Jonathan Asp Jensen til tyske Bayern München.

Han er et af dansk fodbolds allerstørste talenter, og nu kan Tipsbladet afsløre, at Jonathan Asp Jensen fra FC Midtjylland bliver solgt til FC Bayern München.

Den 15-årige midtbanespiller fylder 16 år om to dage, og han er regnet som et af landets allerstørste talenter, hvilket transferen til FC Bayern München også vidner om. Alle de største klubber skal have fulgt midtbanespilleren, der altså har valgt at skifte til den tyske klub og gå i fodsporene på den seneste dansker i klubben, Pierre Emile Højbjerg, der spiller for Tottenham Hotspur.

Transferen ventes at blive offentliggjort senere i denne uge.

For FC Midtjylland er det en atypisk transfer, da det er yderst sjældent, at den danske topklub sælger et supertalent i så tidlig en alder til en udenlandsk klub. Det var noget, man gjorde for 10 år siden, da der var økonomiske udfordringer - bevist ved transferen af Joachim Andersen til Twente - men i dag er planen, at spillerne skal spille på førsteholdet og gerne nå 100 kampe, inden de sælges til udlandet.

Sådan har det eksempelvis været med talentfulde Gustav Isaksen, der på et tidspunkt kunne vælge og vrage i udlandet, blandt andet fordi han dominerede Manchester United i en Youth League-kamp. Men FCM stod fast på at holde på ham, og det fortæller en historie om, hvor eftertragtet Jonathan Asp Jensen har været. Klubberne har stået i kø, og FC Midtjylland går næppe fattige fra handlen med FC Bayern München.

Midtbanespilleren skrev for et år siden under på en kontrakt med FC Midtjylland, og han kommer fra Gauerslund IF. Han har fire U16-landskampe på cv'et og har scoret tre gange. Han karakteriseres som en rigtig 8'er - altså en boks til boks-spiller.

- Jonathan er et virkeligt stort talent, som har alle forudsætninger for at nå langt. Derfor er vi selvfølgelig rigtigt glade for, at vi nu kan arbejde videre med ham, og vi ser frem til at følge hans udvikling, sagde akademichef Flemming Broe, da FCM i sin tid gav Jonathan Asp Jensen den første kontrakt.

Nu får han altså chancen i en af Europas største klubber og skal forsøge at gøre som Højbjerg og nå førsteholdet i FC Bayern München.

For FC Midtjylland er salget af Jonathan Asp Jensen det andet store midtbanesalg i denne uge, da man mandag offentliggjorde salget af Jens-Lys Cajuste til Reims for en pris, der menes at være omkring 75 millioner kroner.