Video : Tipsbladet
Superliga

Medier: Fransk midtbanemand tager til Danmark

Midtbanespilleren Aurélien Nguiamba ser ud til at rykke teltpælene til Danmark.

SønderjyskE er i knibe i Superliga-tabellen, hvor holdet ved vinterpausen ligger til nedrykning. Der er brug for forstærkninger, og nu ser det ud til, at søsterklubben Spezia kommer sønderjyderne til undsætning.

Både Calcio Spezia og La Nazione La Spezia skriver, at den 22-årige midtbanespiller Aurélien Nguiamba er meget tæt på at skifte til SønderjyskE. Der bliver formentlig tale om en lejeaftale.

Franskmanden kom til Spezia i september på en fri transfer, men han har ikke gjort noget væsen af sig i støvlelandet, hvor det i denne sæson blot er blevet til 25 minutter i en pokalkamp.

Aurélien Nguiamba har brug for noget mere spilletid, og det kan han formentlig få i SønderjyskE, hvor konkurrencen er mere overskuelig end i Serie A-klubben.

Midtbanespilleren har en fortid i Nancy og Ajaccio i hjemlandet, men han har aldrig optrådt i Ligue 1. Det er blevet til 33 kampe i den næstbedste række.