Video : Tipsbladet
Premier League

Spøjs transfer: Spurs byder på non-league-spiller

Tottenham kan foretage en noget opsigtsvækkende transfer og hente en semi-professionel kantspiller.

Tottenham ventes at have en travl slutning på transfervinduet, hvor de blandt andet er blevet sat i forbindelse med Wolverhamptons kantspiller Adama Traore.

Nu sættes de også i forbindelse med en anden kantspiller, der dog kommer fra en noget anden hylde. Ifølge The Athletic skal Tottenham nemlig have budt på non-league-spilleren Ollie Tanner fra Lewes i løbet af weekenden.

Ollie Tanner er 19 år, og det er nok de færreste danske fodboldfans, der kender til spilleren.

Det er der imidlertid en god grund til. Han spiller nemlig lige nu hos klubben Lewes, der gør sig i Isthmian League. Det er en semiprofessionel liga, som betragtes som Englands syvende eller ottende bedste række.

Tidligere har Ollie Tanner været en del af Arsenals ungdomsafdeling, men det er efterhånden en del år siden. Indtil i sommer var han desuden hos Bromley i den femtebedste række, men de kunne ikke bruge ham og fritstillede ham.

Nu har den 19-årige kantspiller så fået karrieren på ret køl hos semiprofessionelle Lewes og kan have kurs mod Premier League.

Lewes cheftræner, Tony Russel, bekræfter over for The Athletic, at det peger i den retning.

- Der er et tilbud på bordet fra en Premier League-klub, som er på et rigtig fint beløb. Nu er spørgsmålet, hvilken klub han vil skifte til, snarere end om han skifter. Vi venter bare. Især én klub har været meget opsat på at hente ham, og de har vist deres hensigt i dag med et tilbud, siger Tony Russell.

Også Brighton & Hove Albion skal have budt på spilleren, men har fået det afvist.