Video : Tipsbladet
Premier League

Overraskelse: PL-klub tæt på 74-årig manager

Roy Hodgson er meget tæt på at gøre comeback i Premier League, lader det til.

Watford fyrede mandag aften Claudio Ranieri som cheftræner efter blot tre måneder, og ifølge engelske medier har de allerde afløseren klar. Og det bliver en noget overraskende hyring, de laver.

Ifølge Sky Sports og flere andre medier bliver 74-årige Roy Hodgson med al sandsynlighed ny cheftræner hos Watford.

Roy Hodgson stoppede i sommer som cheftræner for Crystal Palace efter fire år i klubben, og her var der rygter om, at den legendariske manager stoppede karrieren. Han var dog ikke selv klar til at melde så endegyldigt ud:

- Jeg stopper virkelig i klubben og skal væk fra fodbold for et stykke tid. Men hvem ved, hvad fremtiden bringer, sagde den i dag 74-årige manager ifølge Standard tilbage i maj.

Og fremtiden ser altså ud til at bringe et job hos Watford.

Hvis rygterne taler sandt, skal Roy Hodgson forsøge at sikre Watford overlevelse i Premier League i denne sæson. Aktuelt er klubben næstsidst i Premier League, hvor de blot har 14 point efter 20 kampe og ikke har vundet siden november. 

Roy Hodgson har en fortid hos blandt andre Malmö FF, Inter, FCK og Liverpool.