Video : Tipsbladet
Superliga

BIF-profil tog til FCK: Min værste beslutning

Anis Ben Slimane skiftede som ungdomsspiller fra Brøndby IF til FC København, men det var ikke en god beslutning, erkender han.

I dag er Anis Ben Slimane en stor profil for Brøndby IF, men hvis tingene var gået en lille smule anderledes, var det i stedet FC København, der havde glæde af den stærke midtbanespiller.

Som ungdomsspiller skiftede han nemlig på et tidspunkt Brøndby IF ud med netop FC København for at få bedre tid til også at passe skolen. Men det skifte blev langt fra godt, og Anis Ben Slimane kalder det i et interview med Discovery+ for sin “værste beslutning”.

- Min værste beslutning var nok at tage fra Brøndby til FCK i ungdomsrækkerne. Jeg havde det super godt her, men der var andre årsager til, at jeg tog til FCK. Jeg tog derhen fordi transporttiden dengang var rimelig lang, og så fulgte skolen ikke lige så godt med, så jeg blev nødt til at finde et sted, der var kortere til træning. Der skulle jeg nok have valgt et andet sted end FCK, siger Anis Ben Slimane til Discovery+ og tilføjer:

- Det, der var galt, var, at jeg blev hentet som en af de bedste i Brøndby og fik at vide, at jeg ville få en stor rolle i FCK. Det gjorde jeg ikke, og man mente ikke, at jeg var god nok tre måneder efter. Fair nok, men… Jeg er jo også Brøndby, og min far har været Brøndby-fan, siden han kom til Danmark, så det er rimelig perfekt.

Brøndby-spilleren erkender også, at det giver lidt ekstra motivation, når han møder FC København.

- Det er ikke noget, jeg går og bærer nag over, men når man møder dem og spiller en god kamp, kan man godt fryde sig, hvis man har vundet. Men jeg tænker da også, at FCK måske godt selv ved, at de har set forkert, siger Anis Ben Slimane.

Se hele klippet med Brøndby-spilleren i videoen øverst i artiklen.