Video : Tipsbladet
Superliga

FCK-appel afvist - stjernes karantæne står ved

FC Københavns appel om at få ændret Nicolai Boilesens gule kort er afvist.

FC København får ikke glæde af Nicolai Boilesen i weekendens kamp mod Randers FC, hvor han i stedet skal afsone karantæne. Det er slået fast nu af Fodboldens Disciplinærinstans.

FC København appellerede ellers det gule kort, Nicolai Boilesen ragede til sig mod Silkeborg IF, og som altså resulterede i karantænen. 

Superliga-topholdet var således af den opfattelse, at "det gule kort er blevet givet til den forkerte spiller", lød det i appellen. I stedet skulle nummer 38 - Elias Jelert - ifølge københavnerne have fået det gule kort.

Men det er blevet afvist af Fodboldens Disciplinærinstans. 

- På baggrund af dommerens redegørelse finder Fodboldens Disciplinærinstans, at det gule kort til F.C. København-spiller nummer 20 (Nicolai Boilesen, red.) skal fastholdes, skriver instansen. 

Derfor opretholdes Nicolai Boilesens karantæne til weekendens kamp mod Randers FC. Her vil Kevin Diks desuden også være i karantæne, men det forventes, at David Khocholava er klar igen.