Video : Tipsbladet
1. division

Brøndby udlejer spiller: Tager til SønderjyskE

Nedrykkerne fra Superligaen har styrket truppen frem mod den nye sæson.

SønderjyskE har lejet Rasmus Wikström i Brøndby IF. 

Den 21-årige svensker skal dermed forsøge at spille SønderjyskE tilbage i Superligaen i næste sæson. 

Og han har et meget klart mål for sin tid i Haderslev. Det fortæller han til klubbens hjemmeside. 

- Jeg er glad for, at denne aftale er kommet på plads. Jeg ser det som en god løsning for min videre udvikling. Jeg ser meget frem til at komme til at spille for klubben, og det er min og hele klubbens ambition, at vi skal rykke op i 3F Superligaen. 

- Jeg håber, at jeg kan få regelmæssig spilletid i SønderjyskE, og jeg vil gøre alt for at hjælpe holdet så meget, som jeg kan. Jeg glæder mig til at komme i gang, og nu skal den bare have fuld gas i den kommende tid. 

Rasmus Wikström skiftede til Vestegnen fra IFK Göteborg i sommeren 2021. Han er på kontrakt med Brøndby frem til 2025. 

Esben Hansen, som er sportsdirektør i SønderjyskE, kalder den nye mand i førsteholdstruppen for et stort talent. 

- Rasmus Wikström er et stort forsvarstalent, der allerede har været omkring nogle store klubber samt de svenske ungdomslandshold, og han har et stort potentiale, vi nu skal hjælpe med at forløse. Vi er sikre på, at han vil udvikle sig godt i vores miljø, og vi forventer, at han får masser af spilletid i NordicBet Ligaen. 

- Han er en moden spiller, der trods sin unge alder allerede har oplevet en masse, og han har nogle naturlige lederegenskaber. Vi glæder os over, at han har valgt, at SønderjyskE er det rette sted til at fortsætte udviklingen, og vi ser frem til at se ham i den lyseblå trøje på Sydbank Park. 

Torsdag har nedrykkerne fra Superligaen ligeledes hentet 19-årige Marcus Kristensen i Esbjerg. Han har skrevet under på en treårig kontrakt. 

SønderjyskE begynder den nye sæson i Danmarks næstbedste fodboldrække den 22. juli, hvor Fremad Amager kommer på besøg. 

Har du styr på de danske hold og Europa? Hvis ikke, så tjek overblikket her

Sommerpause i Superligaen: Sådan gør din klub

Her får du et overblik over alle sommerens til- og afgange i Superligaen.