Video : Tipsbladet
Superliga

FC Midtjylland henter stortalent i Superliga-klub

FC Midtjylland slår kløerne i ét af de mest spændende talenter i dansk ungdomsfodbold.

FC Midtjylland går på rov hos Superliga-rivalerne fra AC Horsens.

De danske vicemestre henter den 17-årige offensivspiller Julius Voldby, der skifter øjeblikkeligt til FC Midtjylland, hvor han bliver en del af "ulvenes" U19-mandskab.

For ikke så længe siden var Voldby på besøg i Serie A-klubben Empoli, men nu er han altså i stedet endt beskedne 80 kilometer væk fra Horsens.

- Vi glæder os over tilknytningen af Julius Voldby. Han er en angriber, der passer perfekt ind i klubben. Der er tale om en fysisk stærk og hårdtarbejdende spiller, som har en høj kvalitet i sine dybdeløb og er taktisk dygtig både offensivt og defensivt, siger Flemming Broe, der er akademichef i FC Midtjylland.

I AC Horsens var man godt klar over, at man nok havde Julius Voldby på lånt tid.

- Det er ingen hemmelighed, at der gennem længere tid har været interesse for Julius, for han har scoret mange mål de seneste sæsoner, han har landsholdskampe på CV’et, og han har været til prøvetræning i Empoli. Vi er stolte over, at vi kan sende ham videre til et af de bedste akademier i Danmark, og det er et kæmpe skulderklap til Julius, der har præsteret flot over en længere periode, men det er også en stor cadeau til de trænere, ledere og spillere på Akademiet, der har arbejdet sammen med Julius, siger sportschef Niels Erik Søndergård.

Julius Voldby er noteret for kampe for AC Horsens førstehold - begge i pokalturneringen mod Sædding/Guldager og Varde IF. Mod Varde bidrog han med to assists på en god halv time. For et par måneder siden gjorde Voldby sig bemærket, da han scorede seks mål for AC Horsens' U17-mandskab i en sejr på 6-1 over Brøndby IF. 

Offensivspilleren har underskrevet en tre-årig aftale med FC Midtjylland.

Har du styr på de danske hold og Europa? Hvis ikke, så tjek overblikket her

Sommerpause i Superligaen: Sådan gør din klub

Her får du et overblik over alle sommerens til- og afgange i Superligaen.