Video : Tipsbladet
Serie A

Klar besked: Dansk bomber er ikke til salg

Den tidligere danske landsholdsangriber har været centrum for en del spekulationer denne sommer, hvor særligt Bari har været ude efter ham.

Christian Gytkjær var en hel central figur i AC Monzas oprykning til Serie A tidligere på sommeren.

Den tidligere danske landsholdsangriber scorede således fem mål i fire playoff-kampe, der sikrede den italienske klub målsætningen om at komme i Serie A.

Kampen for overlevelse i den bedste italienske række tager de hul på næste lørda, og nu tyder det på, at det bliver med danske Christian Gytkjær i truppen.

Danskeren har ellers de seneste mange uger været centrum for et hav af rygter. Det er særligt Bari, der har været ude efter den danske bomber, da de har erklæret, at de skal have en ny angriber.

På det seneste har Genoa også kastet sig ind i kampen om den 31-årige dansker, der er på kontrakt i AC Monza frem til næste sommer. Men nu tyder meget på, at de to klubber får en lang transfernæse.

- Gytkjær er ikke til salg, er den kortfattede melding fra AC Monzas formand, Adriano Galliani, til det italienske medie TuttoBari.

Transfermarkedet er i konstant bevægelse, og sommetider så siger klubrepræsentanter en ting, mens der bliver arbejdet på noget andet på de indre linjer. Det er ikke til at sige, om det er tilfældet her.

Der er dog ikke noget at sige til, at Christian Gytkjær er i høj kurs. Han viste sig flot frem i den seneste sæson, hvor han scorede 14 sæsonmål. Han har tidligere scoret et hav af mål i polsk og norsk fodbold.

Aftalen med AC Monza løber frem til sommeren 2023, og på næste lørdag åbner danskeren og hans klub Serie A-sæsonen mod Torino FC.

Sommerens 20 største transfers i fodbold - klik her og se mere.

Har du styr på de danske hold og Europa? Hvis ikke, så tjek overblikket her

Her får du et overblik over alle sommerens til- og afgange i Superligaen.