Video : Tipsbladet
Superliga

Tæt på Brøndby: Andersson er rejst til Danmark

Sebastian Andersson rejste onsdag til Danmark - formentlig for at færdiggøre et skifte til Brøndby, skriver tyske medier.

Flere danske medier kunne onsdag erfare, at Brøndby IF er tæt på at hente angriberen Sebastian Andersson fra FC Köln. Ekstra Bladet kunne endda også meddele, at angriberen var fraværende til tyskernes træning onsdag.

Ifølge flere tyske medier er der en ganske enkel forklaring på det.

Både Sky og BILD skriver således, at Sebastian Andersson onsdag rejste til Danmark og altså må formodes at befinde sig på dansk jord forud for et skifte til Brøndby IF.

TV3 Sport var først med nyheden om Bundesliga-angriberens forestående skifte til Vestegnen, og mediet skrev onsdag, at det kun var det obligatoriske lægetjek, der manglede, før transferen ville falde endegyldigt på plads.

Med andre ord er det nok kun et spørgsmål om tid, før 31-årige Sebastian Andersson bliver sommerens anden forstærkning i Brøndby, der allerede har hentet højrebacken Sebastian Sebulonsen.

Brøndby IF ventes ifølge Ekstra Bladet at betale i omegnen af 10 millioner kroner for den svenske angriber. 

Har du styr på de danske hold og Europa? Hvis ikke, så tjek overblikket her

Her får du et overblik over alle sommerens til- og afgange i Superligaen.