Video : Tipsbladet
Superliga

FCK-træner forklarer udeladelse af Roony

Jess Thorup og Peter Christiansen sætter ord på Roony Bardghjis situation i FC København.

Han kom bragende frem på scenen med stærke præstationer for FC København i efteråret 2021, men 2022 har ikke været helt så succesuldt for Roony Bardghji.

Det 16-årige stortalent startede året med at få godt med startpladser, men han er siden røget ud på bænken, og i de seneste to kampe mod AaB og Viborg FF har han været ude af truppen. Til kampen mod AaB var det på grund af sygdom, mens cheftræner Jess Thorup ganske enkelt foretrak andre til kampen mod Viborg FF.

- Den første kamp var han syg, og kamp to havde jeg i forhold til kanterne valgt at holde fast i dem, der gjorde det godt mod AaB. Isak [Bergmann Johanneson] kom ind og scorede, Paul [Mukairu] leverede et rigtig fint indhop, og derfor holdt jeg fast i den trup.

- Det er sådan, det er i FC København: Man skal være klar, når chancen er der, ellers er der andre, der byder sig til, og så er der lidt længere vej tilbage. Det var bare et tilvalg af noget andet fremfor et fravalg af Roony, sagde Jess Thorup efter onsdagens træning i FC København.

I dialog om ny kontrakt
Også Peter Christiansen, FC Københavns sportsdirektør, blev spurgt ind til Roony Bardghji.

Nærmere bestemt, om der er noget nyt på kontraktfronten, hvor den 16-årige svensker blot har halvandet år tilbage af sin kontrakt med FC København.

- Jeg kan godt forstå, det er et interessant spørgsmål, men jeg kommer jo ikke til at diskutere spillernes kontraktlige forhold her.

- Men nu går det sin gang, og selvfølgelig er der dialog, og det har der været længe, men det skal også være rigtigt for alle parter, fortalte “PC” og tilføjede om Roonys seneste fravalg:

- Det må han lære at leve med. Han er også på et tidligt stadie i sin karriere og skal affinde sig med nogle af de ting, så det er meget naturligt for mig.

Søndag skal FC København i aktion igen, når de tager imod Brøndby IF. Tiden må vise, om Roony Bardghji er med i truppen til den kamp. 

Har du styr på de danske hold og Europa? Hvis ikke, så tjek overblikket her

Her får du et overblik over alle sommerens til- og afgange i Superligaen.