Video : Tipsbladet
Generelle

Vanvid: Jan Mølby går fuldstændig viralt i England

Uden hans egen viden er Jan Mølbys navn blevet brugt af en engelsk komiker, og det er siden gået helt amok ovre i det fodboldgale land.

Snart er det 15 år siden, at Jan Mølby indstillede sin aktive fodboldkarriere.

Størstedelen af den tilbragte han i Liverpool, hvor han var en stor stjerne, men siden er han forduftet fra englændernes bevidsthed, da han har tilbragt meget tid som fodboldekspert på dansk tv.

Nu har den britiske komiker Milo McCabe så bragt Jan Mølbys navn tilbage i det engelske spotlight, da han for nyligt ved indgangen til Manchester Citys træningsanlæg bød alle stjernerne velkommen.

- Hvis du er i tvivl, så spørg dig selv, hvad ville Jan Mølby gøre?, spurgte Milo McCabe holdets måske største stjerne Kevin De Bruyne, hvilket er endt med at gå fuldstændig viralt.

Klippet er blevet afspillet mere end tre millioner gange, og det har også skabt en produktion af både t-shirts, fødselsdagskort og håndklæder med udtrykket på. Pengene fra salg går til lokale fødevarebutikker og Liverpools velgørenhedsorganisation 'An Hour for Others'.

- Jeg så det, mens jeg tænkte bizart. Det er på mange måder bizart at bruge mig i dette. Jeg er ikke sikker på, hvad hans forbindelse er til mig, men jeg går ud fra, at han er Liverpool-fan, siger Jan Mølby til AP ifølge Exress & Star om videoen.

- Det er harmløs sjov. For mig er der nærmest en helt ny generation af mennesker, der er blevet opmærksomme på mig.

Jan Mølby er siden blevet inviteret til et af Milo McCabes stand up-shows, hvor han er i tvivl om, hvor mange der overhovedet vil vide hvem han er, hvis han dukker op. Hans børn er tilgengæld ellevilde med deres fars genfundne berømmelse i England.

- Jeg har en søn på 35 år og en datter på 29, og de synes, at det er fuldstændig fantastisk. Man ved aldrig rigtig med de her ting på sociale medier, om de bliver accepteret, men jeg ser det som noget positivt, og jeg synes også, at de fleste andre gør det samme, siger Jan Mølby.

Salgene af fødselsdagskort havde den 6. august indbragt 3481 kroner, mens t-shirts og håndklæder havde indbragt 6323 kroner. Det oplyser komikeren på sin Twitter-profil.

Du kan se videoen nedenfor af Milo McCabe, der for første gang foreviger frasen.