Video : Tipsbladet
Superliga

Problemer i SønderjyskE: Dyr angriber sendt på U19

Spillertruppen er efter sigende ikke glad for, at angriberen er sendt på U19-holdet, men det skyldes ifølge SønderjyskE-boss uærlighed fra angriberens side.

Det hele er ikke fryd og gammen i SønderjyskE. Der er således uenighed mellem spillerne og den sportslige ledelse, når det kommer til angriber Abdulrahman Taiwos situation. Det skriver Der Nordschleswiger.

Angriberen er en af de mere løntunge spillere i SønderjyskE, og klubben har forsøgt at afskibe nigerianeren denne sommer, dog uden held.

Nu er han sendt ned på U19-holdet af den sportslige ledelse, og det har spillertruppen efter sigende ikke været tilfredse med. Ovenpå søndagens sejr sagde Marc Dal Hende ifølge Der Nordschleswiger, at spillerne dedikerer sejren til Taiwo og ikke har yderligere kommentarer.

Over for avisen forklarer sportsdirektør Esben Hansen, at man har smidt Taiwo på U19-holdet som følge af “uærlighed” fra angriberen og dennes agent.

- Beslutningen har intet at gøre med hans indsats på træningsbanen, men der har været nogle tilfælde af uærlighed fra Taiwo og hans agenter. Vi følte os tvunget til at tage affære her, for det vil vi ikke finde os i. Det er en ekstraordinær beslutning, og det er et værktøj, som vi ikke kan lide at bruge, og vi gør det ikke i stor skala, forhåbentlig aldrig igen. Men det er det eneste middel, vi har, siger SønderjyskE-bossen, uden at gå i detaljer med anklagen om uærlighed.

Abdulrahman Taiwo, 24 år, har blot spillet to kampe i 1. division i denne sæson, mens han også har spillet en enkelt pokalkamp. Han har kontrakt med sønderjyderne frem til sommeren 2025.