Club Brügge leverede tirsdagens vel mest overraskende resultat i Champions League, da de ude mod FC Porto vandt ikke mindre end 4-0.
Casper Nielsen og Andreas Skov Olsen spillede begge en afgørende med assist og mål, og Jesper Grønkjær er imponeret.
- Begge to er med på landsholdet, og begge to aspirerer klart til VM-truppen - især Skov Olsen er jo nok sikker på at være med, siger han i TV3+-studiet efter kampen.
- Det er jo skønt, for vi kan ikke lade være med at følge med, når vi ser danskere være med og være afgørende. Som Preben (Elkjær) siger: det er et fantastisk resultat.
Han opfordrer FCK til at tage ved lære af belgiernes præstation.
- Det er også noget FC København kan kigge mod, når de skal møde store hold. Se, hvad Club Brügge gør. Se, hvad Dinamo Zagreb gjorde i den første kamp mod Chelsea.
FCK møder onsdag Sevilla hjemme i Parken.