Video : Tipsbladet
Europa League

Stor UEFA-brøler: FCM-stjerne forbigået

FC Midtjylland-stjernen Evander er nomineret til Rundens Spiller i Europa League. Men en anden FCM-spiller er ikke.

De var underdogs, danske FC Midtjylland, men det endte med en sejr til Superliga-mandskabet på 5-1, da italienske SS Lazio kom på besøg.

Et af dansk fodbolds største enkeltstående resultater i Europa blev en realitet torsdag aften, hvor Lazio gæstede Herning, og det var et opgør, hvor FCM spillede en tæt på perfekt kamp og fik fornemme præstationer ud af mange af spillerne.

Evander scorede og stod for flere assister, og så var der også Gustav Isaksen.

Danskeren, 21 år, var flyvende. Spillede sin bedste kamp nogensinde og kan - måske - have solgt sig selv med tanke på, at der til januar vil være interesse i at hente det store talent. Som minimum har han føjet en del millioner til sit i forvejen høje prisskilt, og nu handler det for ham om at blive mere stabil i sine præstationer, så han kan opfylde drømmen om et ophold i udlandet.

Men trods danskerens imponerende indsats, der kastede to straffespark af sig, et mål, et hug på overliggeren og flere imponerende dribleture og generelt meget chanceskabende spil, har UEFA set bort fra Gustav Isaksen, når det handler om at finde Europa League-rundens bedste spiller. Trods at han med afstand var banens bedste spiller.

I stedet er brasilianske Evander en af fire spillere, man kan stemme på til Rundens Spiller i Europa League. Og bevares, Evander var god, men han misbrugte også et straffespark og var ikke nær så stærk som Isaksen.

Foruden Evander kan man stemme på Gregoritsch fra Freiburg, Teuma fra Union St. Gilloise og Jahanbakhsh fra Feyenoord.

Med sejren over Lazio ligger FCM aktuelt nummer to i gruppespillet, hvor de tre øvrige hold - Feyenoord, Lazio og Stum Graz - også står noteret for tre point.