Noget så bemærkelsesværdigt er Bayern München uden sejr i de seneste fire bundesligakampe.
Efter tre uafgjorte kampe i træk nåede mesteren fra de seneste ti sæsoner et nyt lavpunkt med lørdagens nederlag på 0-1 ude mod Augsburg.
Træner Julian Nagelsmann behøver dog ikke at frygte for sit job lige nu, understreger Bayerns administrerende direktør, Oliver Kahn.
- Vi beskæftiger os ikke med nogen anden træner lige nu. Vi er fuldstændigt overbeviste om Julian, siger Oliver Kahn ifølge nyhedsbureauet dpa.
Nu handler det om at komme til kræfter i den forestående landskampspause og analysere, hvad der ikke fungerer på holdet lige nu.
- Selvfølgelig er vi alle utilfredse og i dårligt humør. Vi er nødt til at komme til bunds i det hele. Og vær sikker på, at så snart det starter igen mod Leverkusen, vil og skal vi angribe fuldt ud, bebude målmandslegenden.
Bayern er kommet anderledes godt fra start i Champions League, hvor både Inter og FC Barcelona er blevet slået med 2-0.
Kahn pointerer, at kampene i den hjemlige liga kræver lige så stor fokus som de europæiske opgør.
- Nogle spillere tror måske, at man lige kan klare Bundesligaen på siden, men den går ikke.
Bayerns næste kamp er hjemme mod Leverkusen 30. september.
/ritzau/