Video : Tipsbladet
Superliga

FCM slår FCK i hæsblæsende opgør på heden

FC Midtjylland forværrede søndag FC Københavns resultatmæssige krise med en 2-1-sejr på hjemmebane.

Tilskuerne på MCH Arena i Herning var vidner til et særdeles underholdende opgør, da FC Midtjylland søndag vandt 2-1 over FC København i tiende spillerunde af Superligaen.

Kampen var spækket med chancer i begge ender af banen, og det var på ingen måde til at se, at mandskaberne hver især har fået en svag start på sæsonen.

Særligt mod slutningen sad FCK på størstedelen af spillet og jagtede en udligning, men alligevel kunne FCM fortjent gå fra banen med alle tre point.

Med sejren kravler midtjyderne op på en syvendeplads i tabellen med 13 point, mens FCK daler ned på niendepladsen med ét point færre.

Kampen startede i et aggressivt tempo, og efter kun et kvarters spil fik FCM tildelt et straffespark, som brasilianske Evander stensikkert sparkede ind.

Blot syv minutter efter scorede hjemvendte Mohamed Daramy sit første mål i sæsonen for FCK. Kantspilleren løb sig fri forrest i feltet ved et hjørnespark og headede bolden snedigt i mål.

10 minutter inden pausen kom hjemmeholdet igen foran. Angriber Sory Kaba sendte en stikning i dybden til Anders Dreyer, der prikkede bolden ind over stregen fra kort afstand.

Senere var det midtjydernes tur til at begå straffespark. Men udeholdets angriber Viktor Claesson sendte læderkuglen et stykke over mål.

Det underholdende kampbillede fortsatte i anden halvleg. Særligt hjemmeholdet startede med at spille sig frem til flere kæmpechancer, der nemt kunne have resulteret i en scoring.

Udeholdet havde dog ligeledes gode muligheder efterfølgende, men københavnerne manglede den sidste skarphed foran mål.

I dommerens tillægstid havde Sory Kaba muligheden for at cementere sejren på endnu et straffespark. Men målet blev annulleret, fordi han ramte sit støtteben i tilløbet til sparket.

/ritzau/