Video : Tipsbladet
Landshold

Er ikke i tvivl: Han er snart A-landsholdsspiller

Rasmus Nissen Kristensen spår en stor fremtid for sin tidligere Red Bull Salzburg-holdkammerat Maurits Kjærgaard.

Ét af Danmarks mest lysende talenter løber lige nu rundt i Red Bull Salzburg.

19-årige Maurits Kjærgaard spiller fast for de mangedobbelte østrigske mestre, der tromler afsted i den hjemlige liga og desuden er kvalificeret til gruppespillet i Champions League. 

Det tidligere Lyngby-talent er stadig et relativt ubeskrevet blad i dansk fodbold, men der er en masse godt at glæde sig til, lyder det fra Rasmus Nissen Kristensen, der de seneste sæsoner har været holdkammerat med Maurits Kjærgaard i Red Bull Salzburg.

- Maurits er for det første en sindssyg god fyr, vi havde det rigtig godt sammen i Salzburg. Han er ved at slå igennem nu, og det var han allerede lidt i sidste sæson. Med nogle af de afgange, der har været i Salzburg, vidste jeg godt, han ville få chancen i denne sæson, og den har han grebet, siger Nissen til Tipsbladet og fortsætter:

- Han er høj, og han er fysisk stærk. Han har et sindssygt godt drev med bolden og en god teknik, og så får han mere og mere bygget fysikken og intensiteten på. Det kræver det, hvis man skal spille i et Red Bull-system. 

- Det kan godt være, der ikke er så mange, der kender ham i Danmark, men det skal de nok komme til. Jeg har store forventninger til ham.

Så du forventer, at I snart ses her i landsholdslejren?

- Ja, det er jeg helt overbevist om. Jeg tror heller ikke, der går så længe – nok i løbet af de næste par år. Så må vi se, om jeg stadig er her, men han er i hvert fald. 

Maurits Kjærgaard er lige nu samlet med U21-landsholdet, der møder Kroatien i to playoff-kampe om at komme med til EM.