Video : Tipsbladet
Premier League

City nedlægger Chelsea i underholdende pokalbrag

Med en stærk anden halvleg vandt Manchester City 2-0 over Chelsea i 16.-delsfinalen i ligacuppen.

Efter at have været en smule under pres i første halvleg, slog Manchester City til efter pausen, da Chelsea onsdag blev besejret i 16.-delsfinalen i den engelske ligacup.

Takket være to mål inden for det første kvarter af anden halvleg vandt City 2-0 og avancerede til ottendedelsfinalen.

Begge trænere havde flere af deres store profiler siddende på bænken. Pep Guardiola lod Erling Haaland, Kevin De Bruyne og Phil Foden se hele kampen fra sidelinjen, mens Graham Potter først et stykke inde i anden halvleg gjorde brug af blandt andre Raheem Sterling og Mason Mount.

En ellers underholdende første halvleg, hvor især Chelsea var farlig, endte uden scoringer. Blandt andet takket være en velspillende Stefan Ortega i City-målet.

Måltørken fortsatte dog ikke ret længe i anden halvleg. City pressede nu på, og det blev 1-0, da Riyad Mahrez direkte på frispark fik jublen til at bryde ud på Etihad Stadium i Manchester.

Fem minutter senere gjorde Julian Alvarez det samme. Argentineren scorede for tredje kamp i træk, da han var vaks på en returbold. Riyad Mahrez havde sendt et skud mod mål, som Edouard Mendy ikke kunne holde fast i.

Ti minutter senere rystede Chelsea-træner Graham Potter for alvor posen med fire udskiftninger. Men Raheem Sterling og Mason Mount - og senere Kai Havertz - kunne altså ikke ændre på udfaldet.

Et reservespækket Liverpool-mandskab måtte ud i en straffesparkskonkurrence for at slå Derby fra League One, tredjebedste række.

Den ordinære spilletid endte 0-0, og så skulle det altså afgøres fra 11-meterpletten. Her blev Liverpool-målmand Caoimhin Kelleher med tre redninger den store helt.

Liverpool brændte selv to skud, inden Harvey Elliott afgjorde det hele på femte forsøg.

/ritzau/