Video : Tipsbladet
Rygter

Medie: Apple kan hjælpe Ronaldo-skifte på vej

Apple har skudt et milliardbeløb ind i MLS, og ifølge iNews kan det hjælpe den amerikanske liga med at lokke Cristiano Ronaldo over Atlanterhavet til januar.

En femdobbelt Ballon d'Or-vinder skal have fundet sig en ny arbejdsgiver i de kommende uger og måneder. 

Alt tyder i hvert fald på, at Manchester United ønsker at ophæve Cristiano Ronaldos kontrakt, og dermed er det store spørgsmål, hvor den 37-årige portugiser fortsætter karrieren. 

Cristiano Ronaldo er på det seneste blevet rygtet tilbage til Sporting i hjemlandet, men ifølge iNews kan Apple nu hjælpe med at hente Manchester United-angriberen til USA.

Således forlyder det, at Apple har smidt 250 millioner dollar, svarende til 1,8 milliarder kroner, efter en tv-aftale, som giver MLS langt større økonomiske muskler, hvilket kan hjælpe med at lokke Cristiano Ronaldo til at tage turen over Atlanterhavet. 

Der har været rygter om interesse fra David Beckham-ejede Inter Miami, men ifølge iNews betyder Florida-klubbens interesse for Lionel Messi, at Cristiano Ronaldo nok snarere har kurs mod Los Angeles. 

Cristiano Ronaldo foretrækker et skifte til en Champions League-klub, men der er ikke mange bejlere på banen, og ifølge iNews peger kilder tæt på Cristiano Ronaldo, at MLS altid har været en mulighed for den femdobbelte Ballon d'Or-vinder. 

Den tidligere Napoli-stjerne Lorenzo Insigne er med en årsløn på 100 millioner kroner den bedste betalte spiller i MLS, men Cristiano Ronaldos løn vil være langt højere, og med Apples store tv-aftale vurderes det altså nu, at MLS vil have midlerne til at kunne lokke Cristiano Ronaldo, der enten kan blive genforenet med Gareth Bale i Los Angeles FC eller alternativt tage til Los Angeles Galaxy, hvor Zlatan Ibrahimovic og David Beckham tidligere har spillet.