Video : Tipsbladet
VM

Mourinho om VM-chok: Ikke overrasket

Tyskland led et sent nederlag i deres VM-åbner mod Japan, men Romas cheftræner, Jose Mourinho, var ikke overrasket over resultatet.

Jose Mourinho er berygtet for at komme med bemærkelsesværdige udtalelser til pressen, og denne gang er ingen undtagelse.

På et nyligt pressemøde fra Romas træningslejr i Japan blev den portugisiske træner spurgt ind til landets sensationelle sejr over Tyskland, og her forklarede den tidligere Real Madrid- og Chelsea-træner, at han ikke var særlig overrasket over resultatet.

- Jeg så ikke kampen, jeg lå i sengen, fjernsynet var tændt, men jeg faldt i søvn, jeg var knust. Tillykke til Japan, men det er ikke så stor en overraskelse, de er et godt hold, der vokser.

Den erfarne træner fremhævede en særlig egenskab ved det japanske mandskab, som han mener var udslagsgivende for resultatet.

- I Europa fokuserer vi på individualitet. Jeg har trænet asiatiske spillere, og jeg er heldig, fordi jeg har trænet de bedste, de har den rigtige mentalitet, det er derfor jeg synes, at gårsdagen ikke var så stor en overraskelse.

Japan møder i deres næste kamp Costa Rica, der fik en ordentlig snitter mod Spanien, og det asiatiske mandskab ligner klare favoritter til kampen. Skulle de sikre sig 3 point, vil de efter al sandsynlighed gå videre fra den indledende gruppe. 

Tyskland skal på søndag møde et velspillende spansk landshold, og hvis "Die Mannschaft" ikke får point med fra kampen, begynder det at ligne et tidligt VM-exit.