Video : Tipsbladet
VM

Helt forbløffet: Jeg kunne ikke genkende Danmark

Respekten for Danmark er massiv hos den franske modstander, selv om man leverede en sløj indsats mod Tunesien.

Der venter lørdag en sand gyserkamp, når Danmark skal forsøge at gøre det til tre sejre ud af tre mulige i dette kalenderår mod Frankrig. 

To gange tidligere dette år har Kasper Hjulmands tropper sejret i Nations League over de regerende verdensmestre, men nu er det blevet VM, og Danmark og Frankrigs start på turneringen har været i øst og vest. For hvor Danmark storskuffede ved at spille 0-0 mod Tunesien, så udraderede Frankrig Australien med 4-1, hvor sejren nemt kunne være markant større.

Danmarks indsats fik da også den franske journalist Bernard Colas, der arbejder hos det franske medie Le10Sport, til at rynke lidt på øjenbrynene. Derudover er han bekymret på Danmarks vegne over at miste Thomas Delaney med en skade. 

- Jeg kunne ikke genkende Danmark. Uden Delaney ændrer det tingene en smule, for han er en af de bedste midtbanespillere i Europa. Udover det så blev mange hold overrasket i første runde, og flere skal nok vågne op. Frankrig er nødt til at være forsigtige, men som jeg sagde, så kender vi Danmark. Vi har tabt to gange, og fansene og Deschamps vil tage kampen yderst seriøst.

- Det er et solidt hold med talentfulde spillere, som kan tilpasse sig og spille god fodbold. Vi så det til EM trods de svære forhold med Eriksen. Franske fans ved, at Danmark var bedre mod Frankrig i Nations League, og med alle vores skader, så skal vi være forsigtige. Offentligheden er også bange for ”forbandelsen” for de forsvarende mestre. I 2002 skulle vi have et stærkt VM, men vandt ingen kampe, siger han med henvisning til, at Frankrig i den turnering tabte 2-0 til Danmark i gruppespillet. 

Han har generelt høje forventninger til det danske landshold, og han er ikke bange for at udpege flere nøglespillere.

- Kasper Schmeichel har været kritiseret i Nice, men han er fremragende på landsholdet. Christian Eriksen er selvfølgelig tilbage på et fremragende niveau, og han imponerede mod Frankrig i København. Vi kender også til truslen fra Joakim Mæhle, Andreas Skov Olsen og Mikkel Damsgaard. Holdet er mere end bare de enkelte spillere; Vi kender Danmarks kollektive styrke, og der er tvivl om Frankrigs kollektiv, forklarer han. 

Selv om Danmark fik en sløj start på turneringen. Så er han fortsat optimistisk på Kasper Hjulmands landsholds vegne. Det endda selv om det kan se rigtig skidt ud, hvis man taber til Frankrig, og Tunesien slår Australien. 

- Danmark skal nok komme videre fra gruppespillet. Jeg tror på kvartfinalen, hvis Danmark ikke skal møde Argentina (i ottendedelsfinalen, red.), lyder hans dom over det danske landsholds chancer. 

Kampen mellem Danmark og Frankrig fløjtes i gang lørdag klokken 17. Med en sejr overhaler Danmark Frankrig i puljen.