Video : Tipsbladet
Superliga

SL-profil rygtet til storklub: Så meget kræver FCN

FC Nordsjælland-profilen Adamo Nagalo var i sommer rygtet til Fenerbahce, og ifølge et tyrkisk medie er forhandlingerne blevet genoptaget forud for januar-transfervinduet.

FCN har i første halvsæson været det bedste hold i Superligaen, og det har den unge forsvarspiller Adamo Nagalo en stor andel i. Den 19-årige stopper er storspillende, og nu ligner det, at han kan være på vej væk fra dansk fodbold. 

Ifølge det tyrkiske medie Ajansspor skulle FC Nordsjælland være i snak med Fenerbache om et potentielt køb, hvor Nordsjælland kræver i omegnen af 37 mio. kroner. 

Den unge forsvarsspiller har tidligere udtalt, at han foretrækker at vente med at skifte, til han kan komme til en større klub, men får Nordsjælland det rette tilbud, kan han være på vej væk fra Right to Dream Park.

Sammen med Kian Hansen har Nagalo stået solidt i bagerste kæde i efterårssæsonen, og Nordsjælland har blot lukket 13 mål ind, hvilket er færrest i ligaen. 

Den unge spiller fra Burkina Faso kom til FCN i 2020 og har siden optrådt 48 gange for klubben. 

Det vil være et stort tab for Flemming Pedersens mandskab, skulle Nagalo vælge at skifte, da de efter første halvsæson ligner et hold, der kan spille med om mesterskabet. 

FCN ligger på førstepladsen i Superligaen efter de første 17 kampe med 35 point.