Video : Tipsbladet
Benelux

Avis: Ny melding om Viktor Fischer

Viktor Fischer blev lørdag meldt meget tæt på et skifte til svenske AIK, men lokalavisen i Antwerpen giver flere detaljer om det formodede skifte, som måske ikke er helt så tæt på alligevel.

Viktor Fischers dage i Royal Antwerp ser ud til at være talte.

Kantspilleren får ikke meget spilletid under Mark Van Bommel, og derfor er det naturligt, at parterne prøver at finde ud af en løsning. Det vil AIK angiveligt gerne give ham.

Sportsbladet skrev lørdag, at Royal Antwerp og det svenske tophold er meget tæt på at nå til enighed omkring 28-årige Viktor Fischer. Ifølge den svenske avis så skulle forhandlingerne være godt i gang.

Det er de formentlig også, men lokalavisen Gazet van Antwerpen kommer dog med en ny melding om, at flere vigtige parametre mangler. Ifølge dem er interessen fra AIK unægtelig, og Royal Antwerp er også klar til at lytte til tilbud på Fischer.

Ifølge dem er der dog ikke landet et bud på Viktor Fischer endnu, så det kan tyde på, at parterne fortsat er et stykke fra at nå til enighed. Det lader dog til at være i alles interesse at blive enige om en transfer.

Selvom der ikke er landet et bud på Fischer endnu, så skriver Ekstra Bladet, at Royal Antwerp kan lokkes til at sælge for et "beskedent beløb". De købte ham angiveligt for 12 millioner kroner for halvandet år siden.

Viktor Fischer har blot optrådt 12 gange i denne sæson for Royal Antwerp, som han kom til i sommeren 2021, da klubben var under ledelse af Brian Priske. Opholdet i Belgien startede godt, men en grim ankelskade har sendt danskeren ud i kulden.

Den tidligere FC København-spiller har ellers på det seneste fået flere indhop i både ligaen og pokalturneringen, men det skyldes også, at Royal Antwerp lider under store skadesproblemer i offensiven.

Når spillerne kommer tilbage fra deres skader, så vil det igen bringe Viktor Fischer bagerst i køen. Sådan lyder dommen fra Het Laatste Nieuws-journalisten Kristof De Cnodder, som Tipsbladet talte med for nyligt. 

Kontrakten med Royal Antwerp løber frem til sommeren 2025, men ikke meget tyder på, at Viktor Fischer bliver helt så længe.