Video : Tipsbladet
Benelux

Presset Fredberg må sælge 16-årig for kæmpe-beløb

Anderlecht er på nippet til at sælge det 16-årige stortalent Julien Duranville for et stort beløb.

Anderlecht er i stor krise på banen, men også udenfor banen er klubben i store problemer.

Penge er nemlig en mangelvare hos den store klub, som er i knæ, og derfor har den danske sportschef Jesper Fredberg været på hårdt arbejde fra start.

Tidligere på måneden viste klubben dog muskler ved at købe Anders Dreyer, men det er slet ikke nok. Cheftræner Brian Riemer håber på tre til fire yderligere forstærkninger, og det kommer til at koste penge.

Det får nu også Anderlecht til at sælge klubbens helt store juvel. Således melder L'Equipe, at 16-årige Julien Durenville på torsdag gennemgår sit lægetjek med Borussia Dortmund, som betaler 11,5 millioner euro - gdt 86 millioner kroner - for ham. Beløbet hæves i det belgiske medie Le Soir, som skriver, at Anderlecht modtager minimum 12,5 millioner euro - 93 millioner kroner - samt en god videresalgsklausul på offensivspilleren.

Le Soir udtrykker bekymring på Anderlechts vegne over salget. Der anerkendes, at klubben har brug for kapital lige nu og her for at forstærke holdet, men omvendt havde klubben håbet, at han ville brænde banen af i denne sæson, skrive under på en ny kontrakt og herefter slå rekord ved at blive solgt for mere end 30 millioner euro.

Dette kunne samtidig besværliggøres af, at Duranvilles nuværende kontrakt udløber i sommeren 2024, og såfremt han ikke er interesseret i at forlænge, så vil Anderlecht alligevel være tvunget til at sælge ham for at kunne indbringe en transfersum.

Det lader dog til, at Anderlecht scorer en gevinst nu og her på stortalentet. Han har i denne sæson scoret et enkelt mål i ti kampe.