Video : Tipsbladet
Premier League

Stor tvivl: Slipper Frank for eks-SL-stjerner?

Det vides endnu ikke, om Paul Onuachu og Kamaldeen Sulemana får deres Southampton-debut denne lørdag.

Southampton bliver spændende at følge for Superliga-kendere fremover.

For klubben, der kæmper i bunden af Premier League, har hentet de to tidligere Superliga-stjerner Paul Onuachu og Kamaldeen Sulemana sidst i transfervinduet, og begge spillere har på hver deres måde sat et gigantisk aftryk på Superligaen i nyere tid.

Der er heller ingen tvivl om, at Southampton håber at forløse Onuachus skræmmende fysik og Sulemanas frygtindgydende hurtighed, men klubben må sandsynligvis vente med at se de to i aktion.

Det er nemlig ikke sikkert, at de kommer i kamp lørdag mod Thomas Franks Brentford. Dette selv om de begge er klar og er i klubben. Det fortæller Southamptons cheftræner, Nathan Jones, på et pressemøde.

- Vi er ikke sikre, da det hele handler om arbejdstilladelser og den slags ting Så jeg kan ikke sige så meget lige nu. Forhåbentlig kommer vi til at se dem i en nær fremtid. 

- De er her, men det er begrænset, hvad vi kan gøre med dem på grund af situationen med arbejdstilladelser. Du får mere af at ringe til Home Office. Vi kan blive ved med at spørge, men så længe vi ikke har fået en afklaring, kan de ikke spille, siger Jones.

Situationen afholder også de to tidligere Superliga-spillere fra at være på træningsbanen sammen med deres nye holdkammerater.

Hvis begge spillere rammer deres topniveau, så kan de for alvor gøre ondt på modstanderne. Derfor må Thomas Frank og Brentford også følge med i udviklingen inden lørdag klokken 16, hvor der er kampstart.