Video : Tipsbladet
Skandinavien

Rival blev lettet, da han læste om Tengstedts pris

Hos Rosenborgs rivaler Molde var der glæde at spore over prisen på Casper Tengstedt.

Da Rosenborg solgte Casper Tengstedt til Benfica i en transfer, der gjorde ham til klubbens største salg nogensinde, var der nok mange, der mildest talt blev overraskede.

Men hos Rosenborgs rivaler Molde var reaktionen en anden. Her blev der draget et lettelsens suk. Det afslører Moldes sportschef, Ole Erik Stavrum, over for TV 2 Norge.

For nylig solgte Molde nemlig stortalentet David Datro Fofana i en norsk rekordtransfer til godt 90 millioner kroner. Så da prisen på Casper Tengstedt blev afsløret til at være omkring 65 til 80 millioner kroner, glædede Molde sig over at slå Rosenborg på dét punkt. 

- Helt bestemt. Vi åndede lettet op, da vi fandt ud af det, siger Stavrum til TV 2 Norge og tilføjer om rivaliseringen med Rosenborg:

- Jeg er altid bange for Rosenborg, men det er et levn fra min egen tid som spiller. Vi blev nummer to hvert eneste år. Det er helt klart min største konkurrent. De er den store rival. Det er de sjoveste kampe at spille, og det er de sjoveste kampe at vinde. Men Bodø/Glimt vil blande sig der.

Casper Tengstedt, 22 år, og David Datro Fofana, 19 år, scorede lige mange mål i Eliteserien i sidste sæson med 15 af slagsen. Tengstedt gjorde det imidlertid på blot 14 kampe, mens Fofana skulle bruge 24.