Video : Tipsbladet
Landshold

Peter Møller om Hjulmand og Ajax: Det kræver vi

Det er som udgangspunkt en uopsigelig kontrakt, der er blevet indgået mellem DBU og landstræner Kasper Hjulmand.

Den hollandske storklub Ajax har torsdag meldt ud, at John Heitinga træder tilbage fra rollen som cheftræner efter et lille halvt år som midlertidig mand på posten. Nu peger klubben selv på, at de er på jagt efter en erfaren cheftræner.

Forud for dette er den danske landstræner Kasper Hjulmand blevet sat i forbindelse med jobbet, men her kræver det en hel del, hvis Ajax skal have ham fri af den kontrakt, som han har med DBU. Det fortæller fodbolddirektør Peter Møller i et interview med Ekstra Bladet.

I første omgang er der nemlig tale om, at det er en uopsigelig kontrakt, så hverken DBU eller Kasper Hjulmand selv kan bryde den. Der er dog den udvej, at Ajax køber Hjulmand fri, som han bliver spurgt ind til muligheden for.

- Jo, det kunne de da godt, men det kræver, at vi går med til, at den bliver brudt. Det vil sige, at jeg går med til, at vi skifter landstræner midt i en kvalifikation. Jeg ved ikke, hvordan det lyder for dig, men for mig lyder det lidt underligt, lyder det fra Peter Møller.

Han fortæller endvidere, at det nu kræver, at Ajax kontakter DBU, og det er ikke noget, som hollænderne har gjort - ligesom han slår fast, at DBU ikke selv er interesserede i at slippe Kasper Hjulmand - og at han ikke er interesseret i at komme væk. 

Det sidste vurderer Peter Møller udfra de samtaler, som de har haft med hinanden.

Kontrakten mellem Hjulmand og DBU gælder frem til sommeren 2024, hvor der er EM.

Den tidligere danske landstræner Morten Olsen, der selv har været cheftræner i Ajax, mener, at rygterne om Hjulmand til Amsterdam-klubben er indlysende. Læs mere om det her.