Video : Tipsbladet
Superliga

Krig om Superligaens Europa-pladser: Møde fredag

Der er politisk slagsmål i toppen af europæisk fodbold om, hvad blandt andre den danske pokalvinder i fremtiden får af adgang til de europæiske klubturneringer.

Til næste år begynder en spritny Champions League og Europa League.

Millionerne kommer til at vælte ind til deltagerne, der står til betydeligt flere præmiepenge end i dag.

Og som noget nyt skal klubberne spille otte kampe i et åbent ligaformat i modsætning til de seks gruppespilkampe, vi kender i dag.

Kampen om at kvalificere sig til turneringerne begynder allerede om seks uger i Danmark, mens der går yderligere en måneds tid, før første spillerunde i 2023/24-sæsonen begynder i de store turneringer.

At det nye format for Champions League, Europa League og også Conference League kommer har været kendt siden 2021.

Men her med uger tilbage før 2023/24-sæsonen er det stadig ikke 100 procent klart, hvor man eksempelvis kvalificerer sig til hvilke europæiske turneringer fra Superligaen.

Og det store, måske afgørende, slag står senere i denne uge i forbindelse med Champions League-finalen i Istanbul.

Hvad skal pokalvinderen?
Den helt store knast er, hvad der skal ske med pokalvinderen, især i lande som Danmark, der er uden for Top 15 på UEFA-ranglisten.

I foråret virkede det til, at der var enighed om en ændring, der sender Superligaens toer i Europa League i stedet for pokalvinderen.

Men siden har en række nationale fodboldforbund i Europa gjort modstand mod den plan.

Siden Michel Platinis dage som UEFA-formand har pokalvinderne i Europa fået den mest attraktive Europa-plads i hver liga, der ikke var til Champions League.

Det har man gjort for at beskytte de pressede pokalturneringer, men ligaer og klubber i Europa har længe ønsket at lave den ordning om, fordi det især for ligaer uden for Top 15 vægter pokalturneringer for højt på bekostning af de hold, der bliver nummer to.

Den vægtning af pokalturneringen bliver ekstra værdifuld for pokalvindere fra 2024, hvis ellers den nuværende prioritering bliver fastholdt.

For her bliver det fra 2024 indført, at et hold fra hver liga fra nummer 16 til 33 på UEFA's rangliste kommer i Europa League-kvalifikationen i stedet for Conference League som i dag.

Ligaer og klubber vil have, at det skal være andenpladsen i ligaen, der får den plads, mens en række forbund altså gør modstand og vil have pokalvinderne til at få den ekstra plads, så det bliver endnu mere attraktivt at nå langt i pokalen.

I en række lande står det nationale fodboldforbund logistisk og økonomisk for at afvikle pokalturneringen, hvilket kan være medvirkende til, at forbundene i modsætning til klubber og ligaer vil have den turnering prioriteret så højt som muligt.

Blandt de største fodboldnationer fylder diskussionen ikke meget, da de i modsætning til ligaer på niveau med den danske har tre-fire hold med i Champions League og dermed ikke i nær samme omfang rammes af spørgsmålet om pokalvindernes Europa-adgang, som man gør i ligaer uden for Top 15.

Kampen om de europæiske turneringer topper foreløbigt på møder fredag i forbindelse med Champions League-finalen í Istanbul, men det er uvist, om man når en løsning før senere på sommeren.

Uret tikker dog lystigt med turneringsstarten få uger væk, og selvom det er svært at disponere efter enten en andenplads i en liga eller en pokalsejr, vil klubberne i Superligaen og ude i Europa utvivlsomt gerne vide helt præcist, hvad de spiller om, før sæsonen for alvor begynder.