18-årigt talent bytter FC Midtjylland ud med Nykøbing FC
Foto: Nykøbing FC
1. division

18-årigt talent bytter FC Midtjylland ud med Nykøbing FC

Forsvarsspilleren, Gustav Kjeldsen, har indgået en to-årig aftale med Nykøbing FC, der spiller i Danmarks næstbedste række.

Unge FC Midtjylland-spillere har i øjeblikket travlt disse dage.

I går blev trioen, Sebastian Buch Jensen, Victor Torp og Henry Uzochukwu, udlejet til FC Fredericia i NordicBet Ligaen, og nu kan unge Gustav Kjeldsen også se frem til nye udfordringer.

Den 18-årige stopper skifter nemlig til Nykøbing FC på en permanent aftale, der binder ham til klubben i de næste to år.

- Jeg glæder mig enormt meget over, at Gustav har valgt Nykøbing FC som den klub, hvor han skal fortsætte sin udvikling efter, at han har spillet en markant rolle på FC Midtjyllands suveræne U19-ligahold, siger 1. divisionsklubbens sportsdirektør, Claus Jensen, til nykobingfc.com

Gustav Kjeldsens nye klub har en klar vision om at rykke op, inden kalenderen viser 2020. Og det skal forsvarsspilleren bidrage til.

- Vi har fulgt Gustav tæt henover foråret, og han er en spiller med meget stort potentiale. Han har sine forcer i duelspillet, og han er en fysisk stærk spiller, der samtidig råder over en rigtig god venstrefod. Endelig har han den rette ild i øjnene, som man skal have for at være i Nykøbing FC, ligesom han også passer perfekt ind i visionen om Superliga 2020, fortæller Claus Jensen.

På torsdag har spilleren sin første træning med Nykøbing FC.